Kent Ivan Nielsen kalder sig normalt blot for Kent Nielsen. Jeg kalder ham imidlertid ved sit fulde navn i mine blogindlæg om ham, men som regel starter jeg med at omtale ham som “Den Ternede Skjorte (med de skøre knapper)” eller “Skakbrættet uden brikker at flytte rundt med”.
Han har en fortid som rigsleder i Stram Kurs, og blev i slutningen af januar 2021 dømt for ulovlig våbenbesiddelse, da han var i besiddelse af en kniv og en peberspray under en Stram Kurs-demonstration.
Kort efter dommen forlod Kent Ivan Nielsen Stram Kurs. Angiveligt på grund af uoverensstemmelser med partiets stifter og leder, Rasmus Paludan, da Kent Ivan Nielsen hellere ville fokusere på det, han selv kalder for coronabedraget.
Den 16. november 2021 stillede han op for Frihedslisten til kommunal- og regionalvalget i Ringsted Kommune og Region Sjælland, hvor han opnåede henholdsvis 44 og 195 personlige stemmer.
Da Frihedslisten blev dannet som landsdækkende parti den 15. januar 2022, som en videreførelse af det tidligere konspirationsparti Forfatningspartiet, blev Kent Ivan Nielsen hovedbestyrelsesmedlem i Frihedslisten.
Til folketingsvalget den 1. november 2022, stillede Kent Ivan Nielsen op som løsgænger for Frihedslisten i Sydjyllands Storkreds. Her opnåede han 291 stemmer.
Den 27. februar 2023 blev Kent Ivan Nielsen imidlertid stemt ud af Frihedslistens hovedbestyrelse. Syv ud af ni hovedbestyrelses medlemmer stemte for, at Kent Ivan Nielsen skulle stoppe i hovedbestyrelsen. Herefter meldte Kent Ivan Nielsen sig helt ud af Frihedslisten sammen med partiets næstformand, Millah Kongsbach.
Kent Ivan Nielsen er kendt for at rende rundt og chikanere og overfuse folk. Alle der f.eks. har del i vaccinationer kalder han for “massemordere” og “landsforrædere”. Et særligt kendetegn er, at han med høj dyb røst elsker at sige “skam dig” eller “skam jer” afhængigt af, hvor mange “massemordere” og “landsforrædere” han mener, er indenfor rækkevidde.
Hans huseren på vaccinationssteder skaffede ham mindst 10 sigtelser. Primært efter straffelovens § 119 a, om chikane mod personer i offentlige hverv.
Her er en video fra hans tid i Stram Kurs, hvor han overfuser en muslimsk kvinde i Føtex:
Den 20. januar 2023 blev Kent Nielsen idømt 50 dages ubetinget fængsel i byretten for trusler mod Magnus Heunicke ved Folketingets åbning den 5. oktober 2021. En dom som han ankede til landsretten på stedet, der den 14. august 2024 stadfæstede byrettens dom. Truslerne blev fremsat jf. nedenstående video, og han er tilsyneladende dum nok til at dokumentere sine lovovertrædelser selv:
Søndagen før landsretten afsagde sin dom, chikanerede Kent Ivan Nielsen igen Magnus Heunicke, og denne gang var Magnus Heunicke i følgeskab med sin familie. Dette medførte adskillige artikler og et indslag i Aftenshowet på DR. Her udstiller Kent Ivan Nielsen sig virkelig, som den usympatiske og uempatiske person han er.
Den seneste udvikling i sagen er, at domsmandsretten i Sønderborg den 21. maj 2025 idømte ham 20 dages ubetinget fængsel for chikane af Magnus Heunicke samt flere ansatte på landets vaccinationscentre. Kent Ivan Nielsen har anket dommen til landsretten.
Tidligere omtalte jeg Kent Ivan Nielsen som Kent “Hold nu kæft, når jeg råber!” Nielsen. Se hvorfor i denne korte video:
Årsagen til, at jeg nu ofte omtaler han som “Den Ternede Skjorte (med de skøre knapper)” eller “Skakbrættet uden brikker at flytte rundt med”, er, at han i årevis har båret den samme type ternede skjorte. Den afspejler desuden perfekt hans opfattelse af verden, da denne opfattelse er ret firkantet. De skøre knapper henviser selvfølgelig til hans støtter.
Kent Nielsen har også kastet sig over “dyrevelfærd”, og har sammen med sin samlever, Jill Nielsen, startet gruppen “Dyrenes vel – Folkets ansvar“, der blandt andet går ud på at sprede konspirationsteorier, og at fodre dyrene ulovligt ved Molslaboratoriet.
Herudover, har han også deltaget i flere demonstrationer i Tyskland, hvor han tror, at landmændenes demonstrationer er et folkeoprør. Han er imidlertid ikke særlig velkommen.
Efter at have afsonet sine 50 dages fængsel i Enner Mark Fængsel i november og december 2024, tilsluttede han sig NoFFF (No Farmers, No Food, No Future). Det varede imidlertid ikke længe, for allerede i januar 2025 blev han ekskluderet af gruppen. Dette ekskludering medførte, at Kent Ivan Nielsen oprettede sin egen gruppe, og da det også var under navnet NoFFF (No Freedom No Family No Future), opstod der en del uenighed om navnet NOFFF. Der opstod imidlertid også en del uenighed i Kent Ivan Nielsens nye gruppe, der medførte, at to medlemmer forlod gruppen. Hvad der efterfølgende er sket omkring uenighederne, både omkring navnet og den senere uenighed i Kent Ivan Nielsens gruppe, er uvist. I tilslutning til NoFFF.dk har Kent Ivan Nielsen også oprettet Bovaer.dk. Både NoFFF.dk og Bovaer.dk har tilsluttede offentlige Facebook-grupper.
Den 3. juli 2025 sprang der så noget af en bombe. DR og Information kunne afsløre, at Kent Ivan Nielsen figurede på en lønningsliste i en russisk påvirkningsoperation. Operationen havde finansieret Telegram-kanalen, Velinformeret. En kanal som Kent Ivan Nielsen havde delt mange opslag fra, ligesom mange af Velinformerets opslag, var delinger fra Kent Ivan Nielsens Telegram-kanaler. Kent Ivan Nielsen benægtede at have modtaget penge i den forbindelse, men han har aldrig benægtet sin sympati for det russiske styre. Faktisk har han fremhævet sin sympati for styret.
Det er nok overflødigt at nævne, at Kent Ivan Nielsen hører til på den yderste højrefløj.
Kent Ivan Nielsen har to profiler på Facebook en her og en reserveprofil her.
Herudover har han flere konspirationsteoretiske kanaler på Telegram, blandt andet Kent Nielsen Danmark, Den Grønne Løgn og Agenda 2030 fra DK, men det skulle ikke undre mig, hvis der er flere.
Alle blogindlæg hvor Kent Ivan Nielsen er nævnt.
Opdateret 26. august 2025
Topbillede: AI-genereret
