Status over vælgererklæringer – April 2025

Så blev det endelig den 1. maj 2025, og nu kan vi rigtig glæde os. Ikke over at det er arbejdernes internationale kampdag, men over at det er tid til at se, hvordan det er gået for konspirationspartiernes indsamling af vælgererklæringer i april 2025.

Lad kigge på tallene:

Status over vælgererklæringer for konspirationspartierne - April 2025

Der er sket en del omrokeringer i den forløbne måned, og Nye Borgerlige ligger nu først på listen, skønt det kun har fået 25 nye vælgererklæringer og nu har 1.486 i alt.

Da Nye Borgerliges tidligere formand, Martin “Man bli’r, hvad man spiser” Henriksen, har trukket sig som formand og helt fra politik, bliver det spændende, hvordan Nye Borgerlige overhovedet vil klare sig. Martin “Man bli’r, hvad man spiser” Henriksen var dog en nogenlunde kendt politiker, men jeg kender ikke rigtig nogen af de andre.

Nu kommer vi til noget, der vil ryste samtlige konspirationsteoretikere i deres grundvold. Stabilt Demokrati har nemlig mistet 666 vælgererklæringer i april måned … Waaah! 666. Dyrets og satanisternes tal.

Nåh, men Stabilt Demokrati har nu kun 1.387 vælgererklæringer i alt.

Mads Palvigs parti Velstandspartiet Jorden Frihed kundskab (JFK21) har kun mistet 2 vælgererklæringer, og er nu nede på 48 vælgererklæringer.

Frit Fællesskab, ikke at forveksle med Frit Borgerligt Fællesskab, har mistet 48 vælgererklæringer og er nede på 14.

Frit Fællesskab blev oprindeligt stiftet af Henriette Ergemann, men hun opgav partiet. Først til fordel for Nye Borgerlige, og nu til foreningen Frit Borgerligt Fællesskab, der kun har planer om at stille op til kommunalvalg. Nu må vi se, hvordan Henriette Ergemann klarer den ved valget i november 2025.

Herudover er der ikke sket en dyt, og de der er folket – som vil Danmark – består stadig ikke af nogen.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Martin Auge, Pexels

Seneste indlæg

Del på sociale medier