Maria Rosenfelt har slået et Facebook-opslag op den 2. august 2026:
Vi kigger først på de mange stavefejl og grammatiske fejl, der er i opslaget. Jeg har selvfølgelig set hendes tidligere opslag, og på trods af, at hun normalt kun laver delinger uden bemærkninger, så er det lykkedes at finde et par stykker, hvor hun rent faktisk skriver noget. Disse er uden fejl, hvorfor fejlene i ovenstående opslag, ikke kan bortforklares med, at Maria Rosenfelt er ordblind.
“nokke fårene” er i et ord. Sjovt nok kan hun godt finde ud af det senere i teksten.
“ang” er en forkortelse, hvorfor det skal afsluttes med punktum.
“vaccineren” er forkert stavet. Der skal nok stå “vaccinerne” eller “vaccinen”.
“HAR BEDST OM ERTSTANING FOR” er i den grad forkert stavet, da det indeholder tre fejl. Der skal nok stå “HAR BEDT OM ERSTATNING FOR”.
Tallet “37643678998655.78754456899976544457888865433-” indeholder et forkert punktum og bindestreg. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at tallet slet ikke indeholder cifrene 0,1 og 2. Hvad er sandsynligheden lige for det.
“SØLVPAIRSHATTENE” er forkert stavet, det hedder “SØLVPAPIRSHATTENE”.
Hele ni fejl kunne det blive til i den forholdsvis korte tekst. Mon ikke hun har fået et par glas for meget, da hun skrev det.
Lad os så se på selve indholdet.
For det første, er “nokkefårene” ikke blevet stille angående vaccinen, hvilket kommentarsporet også er vidne om.
Maria Rosenfelt påstår, at 3.500 børn har bedt om erstatning. Hvor det tal kommer fra ved jeg ikke. Lægemiddelstyrelsen havde modtaget 366 indberetninger i april 2022 om formodede bivirkninger efter vaccination mod covid-19 blandt 5-15-årige, og jeg tvivler på, at der er 3.134 indberetninger fra de 16-17-årige eller kommet flere tusind til senere. 78 børn og unge under 18 år, har søgt erstatning hos Patienterstatningen, hvoraf 67 er blevet afvist, én er ikke afgjort, og 10 er anerkendt. Af de 10 anerkendte har ni fået erstatning på samlet 3.184.801 kroner. Når erstatningen bliver så høj, så skyldes det, at beregningen af erhvervsevnetabet opgøres med hensyn til méngraden for personer under 15 år uden hensyn til, om de ville kunne passe et arbejde.
Når Patienterstatningen giver afslag, kan det ske med tre begrundelser: Erstatningen vil ligge under egetbidraget, lidelsen har ikke givet varige mén eller der er ikke påvist sammenhæng mellem vaccinen og lidelsen.
Maria Rosenfelt påstår også, at Fauci er for retten. Det er han imidlertid ikke. Han var indkaldt som vidne i en høring i Senatet, som var indkaldt af MAGA-idioterne, med den republikanske senator Rand Paul i spidsen.
Fauci nægtede over 100 gange at besvare spørgsmål med henvisning til USA’s femte forfatningstillæg til ikke at inkriminere sig selv. Denne beslutning er begrundet i Rand Pauls årelange og “åbenlyse besættelse” af at få Fauci retsforfulgt.
Som sædvanligt har konspirationsteoretikerne og antivaxxerne ikke fået ret i noget som helst, ligesom “nokkefårene” langt fra er stille. De giver stadig konspirationsteoretikerne og antivaxxerne kamp til stregen, for det er en kamp, når vi taler om virkeligheds- og videnskabsbenægtelse samt mis- og desinformation.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: david Griffiths, Unsplash

![Maria Rosenfelt den 2͏.͏ ͏a͏u͏g͏u͏s͏t͏ ͏2026: Jeg syntes der blev lidt stille fra nokke fårene ang vaccineren, som de 3.500 danske børn, HAR BEDST OM ERTSTANING FOR. Og Fauci som er i retten [4 klovne-emojis] Igen 37643678998655.78754456899976544457888865433- TIL SØLVPAIRSHATTENE NUL TIL NOKKEFÅRENE.](https://www-static.detsovendefaar.dk/wp-content/uploads/2026/08/Nokkefaarene-1.jpg?media=1767203053)




