Præmien

Nu skal vi se et lidt sjovt opslag, eller rettere sjove kommentarer til opslaget. Opslaget kommer fra Morten Behrens, der i sin tid truede mig med bål og brand:

Morten Behrens den 31. maj 2026: Dusør gives. Må gerne deles så han får lov til at betale [vedhæftet skærmbillede, hvor Jesper Rosgaard Kristensen udlover 10.000 kroner til dem, der kan bevise, at der sprøjtes med kemi]

Se opslag

Anledningen til opslaget er, at Jesper Rosgaard Kristensen udlover 10.000 kroner til den, der kan bevise at der sprøjtes med kemi. Morten Behrens opfordrer til, at man deler opslaget, så Jesper Rosgaard Kristensen kan få lov til at betale. Det tyder jo stærkt på, at Morten Behrens ikke selv er i stand til at bevise det, og dermed går glip af de 10.000 kroner. Synd, synd! Hvis dog bare Morten Behrens kunne bevise det, så kunne han selv indkassere de 10.000 kroner.

Opslaget har virkelig sat gang i konspirationsteoretikerne, og som man kan se, så har opslaget 360 kommentarer. Dem skal vi da se nogle af.

Vi starter med den blide Nenne Elody Soffi Mogensen:

Nenne E. S. Mogensen: Uanset hvor mange beviser man kommer med, så vil han benægte at det er sandt.. Så at han skriver sådan, viser blot hvor uvidende han er… eller rettere hjernevasket..

Men har Nenne Elody Soffi Mogensen så nogle beviser:

Nenne E. S. Mogensen: Ja det er da helt tydeligt dem, som ikke kan se at de hvide striber der bliver og breder sig ud på himlen, ikke er normale..

Dette er ikke bare et forkølet bevis, det er et bevis, der har lagt sig med en meget slem influenza. Jeg skal understrege, at dette er den eneste slags »beviser«, som Nenne Elody Soffi Mogensen har.

Jeg kan også oplyse, at kondensstriber der breder sig ud på himlen, er helt normale. Er de naturlige? Nej da! De jo kommer fra menneskeskabte fly, så kan de næppe kaldes naturlige. Fænomenet afhænger af de atmosfæriske forhold, primært luftfugtigheden, og man har kendt til fænomenet i mange, mange år:

Der er altså intet nyt i, at kondensstriber kan brede sig ud, og at det er helt normalt.

Så skal vi se Nicklas Færch, der igen har et »bevis«, der har lagt sig med influenza:

Nicklas Færch: De her normies kan jo bare kigge op på himlen også slå op og læse lidt om Geoengineering. Men når det ikke er blevet vist i television dr / tv2 så er det ikke sandt. Også det nemmere at udskamme andre med deres sataniske programmerede hjerner, og straks skal belære os andre med AI også. God demonstration af hvordan fårene bliver snydt fra deres selvstændige tænkning ved at lade robotterne gøre det for sig.

Nicklas Færch er en af de chemtrail-konspirationsteoretikere, der ikke kender forskel på kondensstriber og geoengineering. Kondensstriber, som er dem konspirationsteoretikerne kalder chemtrails, opstår i en højde på mellem 8 og 12 kilometer, mens solar geoengineering (stratospheric aerosol injection) vil komme til at foregå i 20-30 kilometers højde, hvis det overhovedet føres ud i livet.

Han skriver gudhjælpemig også, at vi skal belære konspirationsteoretikerne med AI. Jeg kender imidlertid ingen, der som konspirationsteoretikerne ukritisk anvender AI. Personligt anvender jeg AI i forbindelse med research, men jeg tjekker altid kilderne og anvender dem eventuelt direkte, og jeg skriver aldrig det, som AI’en oplyser. Det virker til, at Nicklas Færch blot ikke ved, hvordan man effektivt anvender AI.

Vi springer videre til en kommentar fra Besart Sadiku:

Besart Sadiku: der er sku da 1000 videoer hvor man kan se der sprayes med kemi .. alt andet er man idiot og tro på

Sikke dog et idiotisk argument! Der er titusindvis af videoer, hvor det påstås, at Jorden er flad. Det ændrer imidlertid ikke ved den kendsgerning, at Jorden er rund.

Lise Pilgaard er da ligeglad:

Lise Pilgaard: Hvem gider spilde sin tid på det... when you know you know. When you dont know you dont know...

Nej, det er også rigtig! Hvem gider dog spilde sin tid på evidens og kendsgerninger.

Vi tager også en »omvendt« kommentar. Det er Victor Garvang der har en challenge til chemtrail-konspirationsteoretikerne:

Victor Garvang: Det kan slet ikke lade sig gøre. Jeg har en challenge. Find en vejr data side efter eget valg, der tjekker vejret i 8-12km højre (300-200hPa). Når du ser et fly der laver 'Chemtrails', så tjek din den. Hvis du ser at temperaturen er over -35grader med en relativ luftfugtighed på under 80% og 'chemtrailsne' hænger i timer, så send dit fund lige her, med lokation og tidspunkt. Jeg giver 1.000,- på MP til den første der finder et eksempel. Men hvis du forsøger, og du ikke kan indenfor en måned. Så skal du skrive i kommentarfeltet at du er en dum sølvpapirshat, der skulle have brugt den tid du har brugt på at jamre om chemtrails, på at lære om fysik og vejret.

I kommentarsporets hovedspor svarer Mona Svenson:

Mona Svenson svarer Victor Garvang: vil du godt sende mig beviser på at det ikke sker

Mona Svenson er ikke særlig kvik. Det fremgår i den grad af kommentartråden. Hun tror blandt andet, at hvis en person er frikendt for en forbrydelse, så betyder det, at personen er uskyldig … Naaah! Det betyder bare, at anklageren ikke har kunnet rejse bevisbyrden. Personen kan udmærket være skyldig, men da denne er frikendt, må man betragte vedkommende for uskyldig.

Endvidere ved Mona Svenson intet om bevisbyrde, men prøver at vende den. Det er imidlertid chemtrail-konspirationsteoretikerne, der har en påstand, så bevisbyrden ligger kun hos dem. Jeg kan ikke modbevise chemtrail-konspirationsteorien, men derimod kan jeg usandsynliggøre den. Blandt andet ved, at der absolut ingen evidens er for, at chemtrails overhovedet eksisterer. Desuden gør chemtrail-konspirationsteoriens natur, at det ikke er praktisk muligt at gennemføre den. Dels er logistikken umulig, dels vil den indbefatte rigtig mange mennesker, hvorved den ville være umulig at holde hemmelig.

Jeg har læst hele kommentarsporet, der nu er vokset til over 400 kommentarer, og det er rigtig morsomt. Ingen kan bevise, at der sprøjtes med kemi, men vi kan konstatere, at der er rigtig mange dumme mennesker derude.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Giorgio Trovato, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier