Hantavirus

Tilbage til den 11. april 2026 døde det første offer for hantavirus på det hollandske krydstogtskib MV Hondius. 5 personer er bekræftet smittet og 3 er under mistanke. 3 er døde som følge af virussen. WHO bekræfter nu, at det er hantavirusvarianten andesvirus, der har ramt ofrene. Andesvirus har en dødelighed på omkring 40%.

Dermed er en hel del konspirationsteoretikere begyndt at komme med påstande om, at nu kommer der en ny pandemi, hvor myndighederne vil nedlukke landet og finde på nye restriktioner m.m.

Her er det Jette Sofia Pedersen, tidligere Jette Møller, men bedre kendt som Vendte Jedte, der den 7. maj 2026 ovenikøbet kæder hantavirus sammen med COVID-19-vaccinen:

Jette Sofia Pedersen den 7. maj 2026: For at hjælpe folk lidt på vej så de ikke skal til at rode rundt i en masse dokumenter og hjemme sider. På Pfizers egen hjemmeside, der ligger deres dokument for bivirkninger efter covid vaxen. Blandt disse der ser vi bla den lille ny kære PÅSTÅET virus, der desværre er nogle uskyldige mennesker på et krydstogt skib, er blevet udsat for. Det er genialt at man starter den et sted hvor folk dør isoleret og uden  mulighed for lægehjælp og  at komme i land. Det er massivt drab. På den måde kan man nu få folk kørt i stilling til en ny omgang, vi starter med at synge sammen og vi slutter af med at svine hverandre til. URSULA ER FANDENS OPFINDSOM. Hun har dog et problem. Overlæger på Aahus uni hospital forsøger berolige befolkningen med at chancen for at denne lille rødmu's afførings virus lander dk er stort set lige 0. Men det kan medier ikke bruge til noget. Søg og du skal finde. Selvtak.

Se opslag

Jette Møller, nu Jette Sofia Pedersen, begynder med at skrive, at hun vil hjælpe folk lidt på vej, så de ikke skal rode rundt i en masse dokumenter og hjemmesider. Imidlertid bliver man nødt til det, når oplysningerne kommer fra Jette Møller, nu Jette Sofia Pedersen. Hun oplyser nemlig som hun har forstand, og vi ved jo, at forstanden for længst har forladt Jette Møller, nu Jette Sofia Pedersen

Herefter henviser hun til et dokument på Pfizers hjemmeside, der skulle oplyse om bivirkninger ved COVID-19-vaccinen. Imidlertid er der tale om det dokument, der oplyser om sygdomme man skal holde særligt øje med, når man har udført tests af vaccinen. Der er korrekt, at hantavirus er nævnt på side 4 i appendiks 1 “LIST OF ADVERSE EVENTS OF SPECIAL INTEREST”, men det er mange andre også, og hvis man tror på, at det er bivirkninger af vaccinen, så er man direkte dum … eller antivaxxer, men det er jo lidt det samme.

Hun kalder det for en PÅSTÅET virus, men senere skriver hun, at den kommer fra rødmusens afføring. Den variant der kommer fra rødmusen, er imidlertid Puumulavirus (PUUV), der oftest er den variant, der forekommer i Danmark. Den er imidlertid temmelig uskadelig i forhold til andesvirus, da den har en dødelighed på under 1%. Andesvirus smitter primært fra Oligoryzomys longicaudatus (long-tailed pygmy rice rat), og har som nævnt tidligere en dødelighed på 40%. Andesvirus er aldrig konstateret i Danmark, men en enkelt dansker, der har været ombord på MV Hondius, er gået i frivillig isolation. Danskeren har dog endnu ikke oplevet symptomer på andesvirus. I alt findes der 22 varianter af hantavirus og hver variant kommer fra en specifik gnaver. Normalt smitter hantavirus fra aerosoler, der indeholder afføring fra gnavere, men den kan undertiden smitte fra menneske til menneske. Netop andesvirus er kendt for, at den smitter nemmere mellem mennesker. Hantavirus er imidlertid langt, langt mindre smitsom end f.eks. COVID-19 eller influenza. WHO har da også meldt ud, at der ikke er fare for en ny pandemi.

Jette Møller, nu Jette Sofia Pedersen, skriver så, at »det er genialt at man starter den et sted hvor folk dør isoleret og uden mulighed for lægehjælp og at komme i land«. Der er imidlertid en læge ombord. Skibet kan rumme optil 170 passagerer fordelt på 80 kahytter, 57 besætningsmedlemmer, 13 guider og 1 læge. I øjeblikket er der omkring 150 personer ombord i alt. Det er imidlertid kun raske passagerer, der er isoleret ombord. Meget syge personer bliver evakueret. Da der ingen behandling eksisterer for hantavirus, kan man imidlertid kun håndtere symptomerne.

Så kommer sangen fra de varme lande om, at landet skal lukkes ned igen. Denne gang skal EU dog have skylden, idet Jette Møller, nu Jette Sofia Pedersen, skriver »URSULA ER FANDENS OPFINDSOM«. Jeg går ud fra, at hun mener Ursula von der Leyen.

På trods af, at de fleste aldrig har hørt om hantavirus, så er det langt fra en ny virus. Den blev konstateret første gang under Korea-krigen i 1951-1954, da omkring 3.400 soldater blev ramt af en alvorlig hantavirus-infektion. Heraf døde ca. 10% af soldaterne. Hantavirus blev først isoleret 1976 i Sydkorea ved floden Hantaan, som virussen er opkaldt efter. Hantavirus har en inkubationstid, altså fra man er smittet til sygdommen bryder ud, der er forholdsvis lang. Normalt ligger den mellem 2-6 uger, men den kan ligge på ned til 1 uge og op til 8 uger.

På trods af, at konspirationsteoretikerne altid påstår, at myndighederne fører skræmmekampagner, så har vi her et glimrende eksempel på, at det faktisk forholder sig omvendt. Myndighederne beroliger, mens konspirationsteoretikerne skræmmer.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: National Institute of Allergy and Infectious Diseases, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier