Dan den Hellige: Futtoget

Dan den Hellige, også kendt som Dan Johannesson, har den 21. april 2026 lavet et opslag på sin Facebook-side Dan’s Blog:

Dan Johannesson den 21. april 2026: Flere og flere unge mennesker er begyndt at komme til tro på Jesus Kristus. Imens at mange ældre stadig står og stirrer ind i murstenene på banegården, er Gud ved at pakke toget på perronen lige bagved dem (men de vil ikke vende sig om og se hvad der foregår). Biblen er dog helt klar. På et tidspunkt lukker dørene og toget er kørt. Derefter fjernes 'The Restrainer' / Lænken om Satans hals - dvs. alle de kristne som Helligånden hver dag bruger til at strømme ud igennem, og som igennem alle de kristne på jorden, sikrer at der bliver bedt for dig i hemmelighed (Ja mange kristne beder for dig, for din glæde, for din sundhed, din trivsel mv. i al hemmelighed), og som Helligånden hver dag handler igennem. Og når det sker, når de kristne tages væk fra jorden, og lænken tages -helt- af Satans hals. (Af Satans åndsmagter). Så begynder det virkelige helvede på jord, for alle dem som nægtede at tage chancen i løbet af de 2000+ år som Gud gav dem til at gøre det i. Dén 7 årige periode vil jf. biblen, få vores tids kaotiske tilstande til at virke som en glad børnefødselsdag, med krammebamser og popcornmaskiner. Så SE nu hvad der sker omkring dig kære ven. Det her sker jo ikke kun i Danmark, men i hele vesten, og endda i Iran. Selv i Kina stiftes der i disse år, hemmelige undergrundskirker (hjemme-menigheder), simpelthen fordi at også kineserne mærker Guds kald til at søge ham igennem biblen, bøn og tro. Toget fyldes op, og en dag lukker dørene i. Og tilbage er kun menneskelig stolthed, griskhed, vold, død, absolut vanvid og helvede på jord. Vend dig om, og lær af de unge. De unge som voksede op omgivet af de voksnes åbenlyse åndelige og moralske forfald. De unge som nu klogt og modigt søger tilbage til Guds ægte og sande moralske og åndelige standarder og den dybe åndelige fred, visdom, kærlighed og fylde, som deres voksne 'rollemodeller', skyllede ned i toilettet med mobil-hypnoser, druk, stoffer og dans om guldkalven. Gå sammen med dem, på toget. Søg Jesus, i dag.

Se opslag

Til opslaget er ledsaget et billede med overskriften »For første gang er de unge mere religiøse end deres forældre«. Endvidere linker Dan Johannesson til en artikel fra TV 2 Fyn i kommentarerne.

Det er korrekt, at en undersøgelse fra Voxmeter viser, at unge mellem 18 og 34 år er mere religiøse end deres forældre. Undersøgelsen, der er fra juni 2025, er i øvrigt foranlediget af Ateistisk Selskab.

Lad os så se på, hvad Dan Johannesson skriver.

Den første linje er dybt underligt formuleret. Kunne han ikke bare skrive »Flere og flere unge mennesker er begyndt at tro på Jesus Kristus«? Eller endnu mere korrekt »Flere og flere unge mennesker er begyndt at tro på en eller flere guder«.

Videre i teksten! Vi kender det alle sammen. Jo ældre vi bliver, jo mere stirrer vi på mursten på banegården. Jeg er nu blevet 62 år, og jeg stirrer på langt flere mursten på banegården end da jeg var i 20’erne. Men hvorfor i al verden skulle jeg da vende mig om, når der er en der pakker for mig? Hvis jeg vender mig, så risikerer jeg jo bare, at han beder mig om hjælp.

Jeg er dog ret sikker på, at Biblen er meget uklar, når det gælder tog. Faktisk er tog slet ikke nævnt i Biblen. Under alle omstændigheder, så vil jeg da håbe, at dørene lukker. Man risikerer jo en skrækkelig forkølelse, hvis man sidder i et tog, hvor det trækker frygteligt, fordi dørene er åbne.

Nu skriver Dan Johannesson noget jeg ikke helt forstår. Lænken fjernes om Satans hals??? … Er Satan en hund? … Kom så lille Satan. Leg frit med dine små hundevenner lille Satanbasse.

Nåh, men ham der listepikken, som de kristne kalder Helligånden, han strømmer ud gennem alle kristne, og sikrer dermed, at der bliver bedt for dig i hemmelighed. Jamen, så længe det bare er i hemmelighed, så gør det ingen stor forskel. Hvis man derimod er vidende om, at der bliver bedt for én, så risikerer man at blive syg og stresset.

Okay! Når de kristne tages væk fra Jorden … Sig mig, tror Dan Johannesson på The Rapture? Han ser givetvis for mange videoer på TikTok! Okay, okay! De kristne tages væk fra Jorden, og lænken om hunden Satans hals fjernes helt … Jamen, det har vi jo gjort, og hunden løber rundt og leger med sine små hundevenner. Okay, okay, okay! Så begynder helvede på jord for dem som nægtede at tage chancen … Her må jeg lige afbryde, for der er mange, der ingen chancer tager. F.eks. spiller jeg aldrig. Ikke så meget som en lillebitte lynlotto. Videre! … dem som nægtede at tage chancen i løbet af de 2.000+ år som Gud gav dem … Helt ærligt! Godt nok er jeg ikke en årsunge længere, men jeg ligner sgu ikke en på over 2.000 år. Den der gud, har indtil videre kun givet mig 62 år. 44 år hvis vi regner, fra jeg var myndig som 18-årig. Hvor mange har egentlig nægtet at tage chancen? Tja, der er ca. 2,3 mia. kristne i verden. Heraf er 1,4 mia. dog katolikker, så de tæller ikke med. Da der er 8,3 mia. mennesker i verden, så er der altså ca. 7,4 mia. mennesker, der ikke har taget chancen. Har den der gud under alle omstændigheder givet os 2.000+ år? Ifølge Matthæusevangeliet 16, 28 skulle Jesus da komme tilbage, mens nogle af hans disciple var i live. Det gjorde han imidlertid ikke, så ikke blot var Jesus fuld af løgn, jeg tror også, at Dan Johannesson venter forgæves.

Den 7-årige periode, som Dan Johannesson taler om, er sandsynligvis endetiden. På trods af, at jeg er ateist, så har jeg endetid hver morgen, omkring et kvarter efter jeg er stået op. Det kan nogle gange føles som en glad børnefødselsdag med krammebamser og popcornmaskiner.

Jeg skal understrege, at det er i Iran, der stiftes hemmelige undergrundskirker. Her er konvertering fra islam nemlig ikke tilladt. I Kina er det helt lovligt at være kristen.

Til sidst kan vi konstatere, at der står 7,4 mia. mennesker tilbage på perronen, når futtoget er dampet af. Sikke en fest vi så skal have, for det vil næppe ende med menneskelig stolthed, griskhed, vold, død, absolut vanvid og helvede på jord, når der trods alt, er mindst 7,4 mia. mennesker tilbage.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Denis Chick, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier