Hvorfor landede de ikke på Månen?

Som de fleste ved, så gik Artemis II glat. Orion-rumskibet, bemandet med fire astronauter, fløj rundt om Månen, og vendte herefter tilbage til Jorden, hvor det landede sikkert.

Mens missionen stod på, så var der selvfølgelig en konspirationsteoretiker, der skulle kloge sig. Og hvem er bedre til at kloge sig end Jette Sofia Pedersen, tidligere Jette Møller, men bedre kendt som Vendte Jedte. Hun skrev den 8. april 2026 på Facebook:

Jette Sofia Pedersen (Jette Møller) den 8. april 2026: Har man hørt radio DR P4 idag. Så har man hørt sandheden om månelandingen. Sjovt nok tror jeg rent faktisk ikke helt at de høre hvad de selv siger. Alt det her måne noget blev debateret, de 40 min på bagsiden af månen osv. Studieværten spørger den kære ekspert gæst hvorfor når nu de alligevel var der oppe, ikke landede på månen.. Han forklarer at det var der ikke brændstof med til på denne her tur. Det var noget med at starte motor op, slukke igen osv osv. Og så slutter han af med. - de kan heller ikke  lande på månen så længe at et LANDINGSSTEL TIL MÅNELANDING ENDNU IKKE ER OPFUNDET. Men det er det sikkert hvis det går efter planen, i 2028. Jep. Det var hans ord. Dvs det han fortæller er. DER HAR ALDRIG HAR VÆRET FOLK PÅ MÅNEN. Behøver jeg at sige. Hvad sagde VI. Udsendelsen blev sendt mellem Kl 10 og 11. Lyt til den.

Se opslag

Nu har jeg hørt den pågældende udsendelse – der ikke længere er tilgængelig – og jeg kan konstatere, at Jette Møller, nu Jette Sofia Pedersen, ikke har hørt særlig godt efter.

Det er korrekt, at eksperten bliver spurgt om, hvorfor de ikke landede på Månen. Den korte forklaring er naturligvis, at det var en testflyvning, og at det aldrig var planen, at de skulle lande på Månen. Eksperten giver imidlertid en mere uddybende forklaring. Nemlig, hvad det ville kræve at lande på Månen.

Dels ville det kræve, at man brugte brændstof på at bremse Orion ned, så den kunne gå i kredsløb om Månen i stedet for at blive slynget tilbage mod Jorden, som det skete, og som det var planlagt.

Hvis Orion var gået i kredsløb om Månen, og der skulle foretages en landing, så udtalte eksperten, at det ville kræve et landingsfartøj, der endnu ikke er bygget. Sgu da ikke et landingsstel, der ikke er opfundet. Hvad fanden lytter det klokkefår med, for det er sgu ikke ørerne.

At der vitterligt er nogen, der tror at selve Orion-rumskibet skal lande, og skal forsynes med et »landingsstel«, fremgår af kommentarerne. Bemærk, at Jette Møller, nu Jette Sofia Pedersen, ikke modsiger ham:

Carl Frej: Tjah, Eagle landede jo altså angiveligt på månen med to mand om bord i 1969, men det var jo altså også et særligt bygget månelandingsfartøj. Så dét. der menes er sandsynligvist, at der ikke er opfundet landingsstel med tilknytning til selve "rumraketten" - og det er jo altså lig med sandheden. - Jette Sofia Pedersen svarer Carl Frej: der må ha været 3. For hvem tog billedet. Men nej. Der har aldrig været folk på månen

Jette Møller, nu Jette Sofia Pedersen, nævner et billede. Jeg kan komme på to billeder, som månelandingsbenægtere plejer at bruge.

Dels er der det billede (TV-transmission), hvor Neil Armstrong kommer ned af stigen, og det er optaget med et kamera, der sidder på landingsfartøjet. Dels er der det stillfoto, hvor en astronaut kravler ned af stigen. Astronauten er imidlertid Buzz Aldrin, som var det andet menneske på Månen, og billedet er taget af Neil Armstrong, der allerede var på Månen.

Men uanset om det er et af disse billeder konen mener, så konkluderer hun ud fra den fejlagtige sætning »LANDINGSSTEL TIL MÅNELANDING ENDNU IKKE ER OPFUNDET«, at der aldrig har været mennesker på Månen.

Tror hun virkelig, at man ville benytte et landingsfartøj udviklet og bygget i 1960’erne, til at foretage landinger i dag? Der er sket virkelig meget på den teknologiske og sikkerhedsmæssige front siden, så de gamle landingsfartøjer kan ikke bruges til en dyt.

Jeg kan oplyse Jette Møller, nu Jette Sofia Pedersen om, at NASA har hyret to virksomheder til at udvikle og bygge helt nye landingsfartøjer. Den første er SpaceX, der skal bygge det ene landingsfartøj. Den andet er Blue Origin, der skal bygge det andet landingsfartøj.

Artemis III skal teste sammenkoblingen med landingsfartøjet i kredsløb om Jorden, mens Artemis IV skal lande på Månen. Efter planen, som hverken eksperten eller jeg tror holder, så skal landingen på Månen ske i 2028.

Kommentarsporet er fyldt med månelandingsbenægtere, og vi kan blandt andet læse om gamle travere, som at man har smidt de gamle tegninger ud. Vrøvl! Dem har man stadig, men hvad fanden skal man bruge dem til? Det ville svare til at bygge en splinterny Ferrari ud fra tegningerne til en Ford T.

Artemis II var en enestående præstation. Bortset fra et enkelt problem med toilettet, som hurtigt blev løst (ellers måtte de jo også gå udenfor og tisse), så gik alt glat. Ovenikøbet satte de en rekord. Astronauterne er de mennesker, der nogensinde har været længst fra Jorden. Imponerende 406.771 km fra Jorden, mod den tidligere rekord på 400.171 km, der pudsigt nok blev sat af Apollo 13, der nær var gået frygteligt galt.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: NASA, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier