500 millioner

Manse-drengen og Bamsedyret Christian Nørremark har den 6. april 2026 stillet AI et spørgsmål. Resultatet har han naturligvis offentliggjort Facebook:

Christian Nørremark den 6. april 2026: Jeg spurgte AI om delitens planer om reduktion af menneskeheden til de 500 mil som var målet iflg Georgia Guidestones og her er svaret som jeg faktisk er ret enig i.

Se opslag

Gisp! Christian Nørremark er enig i, at en reducering af verdensbefolkningen til 500 mio. er logistisk, politisk og praktisk urealistisk. Nu mangler vi bare, at Christian Nørremark er enig i, at Artemis missionerne er logistiske, politiske og praktiske mulige.

Inden vi fortsætter til kommentarerne, så lad mig lige kort forklare, hvad Georgia Guidestones er.

Georgia Guidestones blev rejst af en mindre gruppe mennesker, og stod i Elbert County i Georgia, USA, fra 1980 til 2022, hvor stenene blev bombet og resterne blev fjernet. Gruppen var overbevist om, at en social, atomar eller økonomisk katastrofe ville ramme menneskeheden. Stenene indeholdt en inskription på flere sprog om, hvorledes menneskeheden skulle forholde sig for at bevare naturen efter katastrofen. Heriblandt, at man skulle sørge for, at menneskeheden ikke skulle overstige 500 mio. individer, der desuden skulle leve i balance med naturen.

Der er således ikke tale om, at de 500 mio. individer som sådan var målet for stenene, men snarere, at de var resultatet af den katastrofe som ville indtræffe. Herefter skulle man så sørge for, at antallet af mennesker ikke skulle stige udover 500 mio.

Georgia Guidestones er naturligvis blevet omdrejningspunkt for flere konspirationsteorier, blandt andet fra kristne, der mener stenene blev rejst af satanister.

Hvis vi skulle reducere den danske befolkning til 6,25%, så ville det svare til, at vi kun ville være 376.779 mennesker i Danmark. Det er mange år siden, at vi var så få. I vikingetiden var vi f.eks. omkring 500.000 mennesker. Men vi får da god plads. I gennemsnit knap 9 personer pr. kvadratkilometer, i modsætning til nu, hvor vi er over 138 personer pr. kvadratkilometer.

Christian Nørremarks opslag har naturligvis bevirket et morsomt kommentarspor, der er fyldt med skøre kommentarer og dommedagsprofetier.

Lene Møller: Jeg har hørt en anden indfaldsvinkel, en indsigt, som en person fik under en "spirituel indre rejse". De "500 millioner, mennesker" skulle angiveligt forstås som 500 millioner NATURLIGE mennesker, altså ikke-genetisk manipulerede etc. Resten, altså dem der overlever diverse vacciner og bio-teknologisk digitalisering, skal kobles op og fungere som en kæmpestor bio-computer i fuld kontrol. Hvem ved, det er jo allerede nu tydeligt at den gennemkontrollerende digitalisering er noget, der stræbes efter. MitID -ALT-ID, digital valuta, , digital ID , CHIP i hånden (hvornår kommer den i hjernen). ...

Lene Møller må siges at give depopulation en helt ny drejning. De 500 mio. mennesker der er tale om, er tilsyneladende naturlige mennesker, der ikke er blevet genetisk manipulerede. Som mange antivaxxere, anser hun tilsyneladende, at vacciner er genetisk manipulation. Mennesker der har overlevet vaccinen samt personer der har overlevet bioteknologisk digitalisering (hvad fanden er det?), skal åbenbart fungere som en kæmpestor biocomputer … Jeg holder lige en pause, mens jeg griner af.

Det har Lene Møller hørt fra en person, der fik indsigten under en »spirituel indre rejse«. Den »spirituelle indre rejse« har vist mere karakter af et dystopisk mareridt.

Det næste levende billede er vores allesammens faster Anna:

Sanne Jensen: Jamen findes der i det hele taget nogle der ikke har fattet og indset at de er i fuld gang med at køre det satans diktatur ind over os og så skel vi i det vi kalder for fremtiden gøre os FORTJENT til at bevare livet og få lov til at få midler til at skaffe os føde... i den fremtid der venter på os vil der ikke være noget der hedder massiv modstand for hvls du vil gøre oprør så du frataget muligheden for at overleve .

Som jeg læser det, så kan hun lige så godt sætte sig ned og dø, for det er da en dyster fremtidsudsigt, hun har for sig selv. På den anden side, hvis Facebook eksisterer, så vil hun såmænd nok overleve.

Den måtte jo komme før eller senere … den direkte om vaccinerne:

Solveig Manstrup: .... Mange har jo Desværre Allerede taget Skade af “Kvaksinerne”... ... Ingen ved’ endnu, Hvordan dette vil gå [alle mulige emojis]

Jo! Jeg ved, hvordan det vil gå. Det vil gå, som det er gået nu fem år efter vaccinationerne … Rimelig godt!

Michael Hastrup Bendsen: Praktisk urealistisk? Hvad fortæller det jer når normen på 13-16 dødsfødsler om året stiger til 4-6 stykker om ugen i NOGLE sogne, bare 2-3 måneder efter de lagde ud med sprøjterne? Jojo, men hvor kan folk finde de tal henne? For de kan jo ikke se det på Danmarks Statistiks hjemmeside. Det kan de finde ud af ved at tage ud og snakke stille og roligt med diverse kordegne i kirkerne hvor ALLE sådan nogle registreringer kommer ind som SKAL indskrives i kirkebøgerne. Vielser, dåbsattester, dødsattester. Men Jehova vil jo har adskilt kirke og stat, hvorfor det mon? For at det bedre kan skjules for offentligheden hvad der foregår i disse tider med affolkningen? De ældre som dør på stribe, og de ufødte børn som folk ikke lægger mærke til fordi man ikke har den sociale tæthed iblandt befolkningen som man havde før, altså for ca. 40-50 år siden hvor man rent faktisk kerede sig om hinanden.

Jeg vil godt vædde med, at Michael Hastrup Bendsen aldrig har talt med en eneste kordegn. Så ville han vide, at der ikke er flere dødfødsler nu end før vaccinationerne. Jeg er nu også sikker på, at familierne og vennerne ville bemærke, om en nyfødt er dødfødt. Hvor kommer desuden det med adskillelsen af kirken og staten fra? Sidst jeg tjekkede, var grundloven ikke ændret, og vi har da stadig en kirkeminister, selvom der nok kommer en ny, når der er dannet en ny regering.

Det lader så til, at Michael Hastrup Bendsen er typen der tror, at der finder en depopulation sted, og at folk dør som fluer.

En til med vacciner:

Michelle Juul Wandall: Hvis alle forsøgsdyr under mRNA forsøgene døde, de største efter 5 år, og hvad skal jeg skrive 70% af menneskerne I den vestlige verden modtog 2 eller flere.... Så er spørgsmålet hvor mange vi vil miste i løbet af de næste 3 til 5 år.. Tænker vi er større end hunde/ aber så vi lever måske længere med mRNA I kroppen.

Sikke dog en gang vrøvl. Jeg er sikker på, at samtlige forsøgsdyr er aflivet for længst. Men okay! Os vaccinerede har fået 3 til 5 år mere at leve i.

Jeg kan i øvrigt erklære mig enig i Michelle Juul Wandall betragtninger. Et menneske er generelt større end hunde eller aber … Med mindre selvfølgelig, at der er tale om en 5-årig og hunden er en granddanois … eller aben er en gorilla, hvorved alderen på mennesket er ubetydelig.

En af de kommentarer der er en del af, er, at man slet ikke tror, at der er 8 mia. mennesker på kloden:

Bo Bennedsen: og vi er heller ikke 8 mio flere har regnet på det med the "delites" egne tal vi er kun 3-4mia det ændrer ikke på udfaldet men der er SÅ mange løgne husk nu det! .. og enige i Peter Lee s antagelser!!!!

Det her er jo sådan et »de er alle fulde af løgn«-argument, som ikke er et argument. Bo Bennedsen tror bare ikke på det. Hvem er i øvrigt the »delites«?

Bo Bennedsen henviser i øvrigt til Peter Lees antagelser, som han er enige i:

Peter Lee: Nej, det er ikke uralistisk. Vi skal alle spise mad, drikke vand og vi skal have et sted at bo. Mange af os, dvs. måske 60% af verdens befolkning ved ikke engang, hvor kød kommer fra. De tror det gror i køledisken i supermarkedet. Hvis du gav 100 danskere mellem 15-30 år, en pose frø, ville de smide dem ud, fordi de ikke vidste, hvad de skal bruge dem til. Ingen gror deres egen mad i disse dage. Det hele er industraliseret, og kun ganske få, ved hvordan man faktisk helt reelt får "mad på bordet". Derudover kan vi bare se på, hvor mange der faktisk ikke engang KAN lave mad. De fleste kan ikke engang koge et æg. Enten har de en mor der passer og plejer dem, eller også køber de færdigmad hver dag, når de flytter hjemmefra. Gift i vandet, gift i maden, gift i køer og dermed vores kød og mælk, yoghurt osv. Vores skove fældes, vores vildtliv dør, fordi deres habitat fjernes og ryddes. De fleste er bange for en høne og ville ikke turde eller bare kunne kappe hovedet af den. Kun ganske få, ved hvordan man faktisk fanger, dræber, parterer og tilbereder noget som helst. Når supermarkedet lukker, vil millioner dø i løbet af nogle måneder, især hvis forsyningslinierne helt lukker ned (som f.eks. pga. brændstofmangel). At slå 7½ milliard mennesker ihjel er ikke umuligt. Det er heller ikke urealistisk. Mange millioner - det sidste tal jeg hørte var omkring 15 millioner - døde af CV19 "vacciner", og der dør stadig mange hver dag. Et sted mellem 80-90% af danskerne tog den sprøjte, selvom vi faktisk er et af de lande med den "bedste" og længste uddannelse i verden. Den tid vi lever i nu, er den tid, hvor det er nemmest at kunne slå så mange ihjel. Se bare på chemtrails der forgifter vores luft, jord, mad, dyr osv. Se på eksplosionen af kræft og folk der ikke kan få børn. Et menneske lever i gennemsnit ca. 80 år i Danmark, men over de sidste par år er det gået nedad. Hele verden er i fuld gang med at reducere verdens befolkning, og sålænge ingen gør noget seriøst ved det, så må jeg sige, at det på alle måder så absolut er realistisk.

Okay! Man skal bare lukke for supermarkederne, så får man åbenbart hurtigt aflivet 7,5 mia. mennesker. Specielt når man samtidig vaccinerer, spreder »chemtrails« og der sker en eksplosion i kræft.

Jeg kan konstatere, at Peter Lee næppe er en af de personer, der har nydt godt af, at vi er »et af de lande med den “bedste” og længste uddannelse i verden«.

Jeg kan også oplyse om, at gennemsnitslevetiden for mænd er 80,3 år og 83,9 år for kvinder. Gennemsnitslevetiden kan ikke være faldet, for den har aldrig været højere.

I øjeblikket nærmer vi os 8,3 mia. mennesker på denne planet, og der er intet, som i absolut intet, der antyder, at der skulle finde en depopulation sted. Vi skal huske på, at selv en konspirationsteoretiker som Christian Nørremark anser det som logistisk, politisk og praktisk urealistisk.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Ekansh Saxena, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier