Status over vælgererklæringer – 1. kvartal 2026

Nu da Borgernes Parti allerede er nede på to mandater, så lad os se, hvordan det er gået for de andre konspirationspartiers indsamling af vælgererklæringer i 1. kvartal 2026:

Status over vælgererklæringer for konspirationspartierne - 1. kvartal 2026

Se fuld parti-liste

Vi starter bare fra toppen.

Efter at Stabilt Demokrati ramte 18-månedersgrænsen for vælgererklæringers gyldighed, så er det gået lidt op og ned. Nu lader det til, at grænsen er nået (onkel humor), for i 1. kvartal 2026 har Stabilt Demokrati mistet 133 vælgererklæringer, og er nu nede på 923 i alt.

Nye Borgerlige, der også har ramt 18-månedersgrænsen, har mistet hele 1.186 vælgererklæringer, og har nu kun 402 vælgererklæringer totalt. Dermed kan de se sig selv udraderet om lidt over 1 måned, hvis tendensen fortsætter.

Og så har vi en overraskelse. Efter at være forsvundet i sidste kvartalsopgørelse, er Velstandspartiet Jorden Frihed Kundskab (JFK21) nu tilbage. De er ganske enkelt begyndt forfra på deres indsamling af vælgererklæringer den 18. februar 2026. Siden har de formået at indsamle hele 47 vælgererklæringer, hvorved de kun vil være 48 år og 7 måneder om indsamle de 20.386 vælgererklæringer, der er krævet for at blive opstillingsberettigede … Men hov! Plejer man ikke kun at kræve 20.195 vælgererklæringer, for at blive opstillingsberettiget? Jo, det plejede man. Dette tal var imidlertid beregnet ud fra antallet af gyldige stemmer ved valget i 2022, men nu har der netop været nyt folketingsvalg, og denne gang var der 3.567.625 gyldige stemmer. Dette tal dividerer man med 175 (antal danske mandater i Folketinget), hvorved man får de 20.386 vælgererklæringer, man nu vil kræve. Tallet er imidlertid ikke opdateret på vaelgererklaering.dk.

Der er imidlertid en lille krølle. Der er ikke længere Mads Palsvig, der er indehaver af partiet JFK21. Det er bestyrelsesmedlem i JFK21, Ole Skjold, der står som indehaver. Mads Palsvig har netop haft 10-årsjubilæum for sin første video, og da jeg kan huske snak om, at Mads Palsvig kunne sidde som formand i mindst 10 år, så var min første tanke, at JFK21 havde fået ny formand. Der er imidlertid intet der tyder på, at JFK21 har fået ny formand, så det tyder på, at Mads Palsvig blot har uddelegeret arbejdet.

Så har vi Det Nye Folkeparti ved Birgitte Milling. Partiet har fået en flyvende start med 27 nye vælgererklæringer, så de nu har 29 i alt.

Fun fact: Titlen på hjemmesidens sider er alle forkerte. Der er skrevet “XXX – DET NY FOLKEPARTI”:

Skærmbillede af titlen på Det Nye Folkepartis hjemmeside, hvor navnet på partiet er forkert

Peer Brændgaards parti Lystro Oplysningsparti har allerede tabt vælgererklæringer. Helt konkret 2 vælgererklæringer hvorved han er nede på 7 i alt.

Den lalleglade, dramaskabende, medieliderlige, offerrollespillende, selvoptagne, dobbeltmoralske, skinhellige, hykleriske, dybt religiøse, kreationistiske, selvretfærdige, uvidende, begrebsforvirrede, højreekstremistiske, konspirationsteoretiske, måske kommende tremmeruskende, subjektive, forudindtagede, selvmodsigende, uetiske og selverklærede journalist, der slet ingen research laver, Anita Vivian Alexandrus parti Partiet Samfundssind for Frihed er uændret på 4 vælgererklæringer.

Frit Fællesskab har tabt 1 vælgererklæring, og nu er nede på 1 i alt.

ReformDK (det tidligere PHD Partiet Hansen Danmark) har mistet den ene vælgererklæring det havde, og er nu slået helt hjem til start.

Vi er nået til vejs ende. Jeg påtænker at tage Frit Fællesskab og ReformDK ud af listen til næste omgang. Det vil dog afhænge af, om der sker ændringer på antallet af vælgererklæringer.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Martin Auge, Pexels

Seneste indlæg

Del på sociale medier