Manse-drengen og Bamsedyret Christian Nørremark undrer sig over, at der sejler både rundt midt inde på Sydpolen. Det fremgår i hvert fald af et opslag den 18. marts 2026:
Nu sejler der ikke skibe rundt midt inde på sydpolen, for den geografiske sydpol er det punkt på Antarktis, hvor Jordens rotationsakse skærer igennem jordoverfladen. Det ser altså ud som om, at der sejler skibe rundt midt på Antarktis.
På det fulde skærmbillede som Christian Nørremark vedhæfter, ses det, at han anvender MarineTraffic-appen. MarineTraffic har også en webbaseret platform. Det ses endvidere, at skærmbilledet er syd for Australien og New Zealand, og i skrivende stund, er der slet ingen skibe midt inde på Antarktis.
At man ikke altid kan stole på MarineTraffics eller VesselFinders data, falder slet ikke Christian Nørremark ind:
Det er slet ikke usædvanligt, at man støder på skibsfartøjer på toppen af bjergkæder eller ørkener, hvor der ingen vandveje er. Det er måske ikke overraskende, at det kommer bag på Christian Nørremark. Lidt underligt at han stoler på oplysningerne, da han altid påstår, at alle er fyldt med løgn.
Christian Nørremarks opslag giver naturligvis anledning til, at kommentarsporet rejser en fladjordsdebat. En af de største tosser er Claus Skytte. Nej, det er ikke Connie Ringgaard på sin Claus Skytte-profil, men den rigtige Claus Skytte:
Der er meget galt med denne kommentar. Vi begynder med punkt et:
“Level”, der betyder “niveau” på dansk, betyder ikke flad. Vand formes efter de kræfter der virker på det. F.eks. tyngdekraften, der altid peger mod Jordens centrum, hvilket betyder at vand i havet, søer og selv i vandglas krummer. Ofte er krumningen imidlertid så lille, at den kun kan ses i større søer og havene i retningen væk fra dig. F.eks. ved, at skibe forsvinder nedefra og op eller kommer til syne oppefra og ned. Og nej! Uanset, hvor kraftigt man zoomer ind, så kan bunden ikke ses, hvis skibet er over horisonten. Dette forstår Claus Skytte heller ikke, da han taler om perspektivisk forsvinden. Dette viser kun, at Claus Skytte ikke forstår perspektiv. Hvis Solen skulle befinde sig 5.000 km over Jordens overflade, og du står i den ene side af en flad jord, og Solen står lodret over den anden side (ca. 40.000 km), så ville Solen befinde sig mere end 7° over horisonten. Den ville med andre ord, aldrig forsvinde under horisonten eller have samme størrelse ved solopgang eller solnedgang som midt på dagen. Dette er imidlertid observerbare fakta.
I punkt to tror Claus Skytte, at den magnetiske nordpol er identisk med den geografiske nordpol. Det er den imidlertid langt fra. I øjeblikket ligger den magnetiske nordpol over hundred kilometer fra den geografiske nordpol, og den har tidligere ligget længere fra den geografiske nordpol.
Han tror tilsyneladende også, at Solen og Månen kredser om Nordpolen i en 13 måneders dans. De 13 måneder må komme fra, at mange inddeler året i 13 måneder a 28 dage. Dette giver imidlertid et underskud på ca. 1,25 døgn om året. Desuden er det noget vrøvl, at både Solen og Månen kredser om nordpolen. Det er for længst påvist, at den runde måne kredser om den runde jord, og at både den runde måne og den runde jord kredser om den runde sol, der kredser om Mælkevejens centrum. At Nordpolen skulle være kilden til en 50/60 Hz resonans, er trukket ud af rumpetten.
Vi er nået til punkt tre, hvor Claus Skytte påstår, at “forvalterne” (det må være “de onde de”) bruger Mercatorprojektionen, som vi kender fra klasselokalet, til at krympe landmasserne. Men en Mercatorprojektion krymper ikke landmasserne. Tværtimod bliver landmasserne større, jo længere fra ækvator man er. F.eks. er Grønland større end Afrika på en Mercatorprojektion.
Tossen tror tilsyneladende også, at vi kun befinder os i én “celle” af lys, på et uendeligt plan. Hvorledes de andre “celler” belyses fremgår ikke.
I punkt fire kommer Claus Skytte med en FE-klassiker. Antarktis er en ismur, der holder havene på plads. Hvor er ismuren på ovenstående coverbillede? Der er faktisk strande på Antarktis. Han kommer også med en anden klassiker. Antarktistraktaten forbyder suveræne personer at udforske Antarktis uden deres tilladelse. Det står der intet om i Antarktistraktaten, der i øvrigt kun er tiltrådt af 58 lande:
Selvfølgelig skal man have tilladelse til at besøge Antarktis, ganske som man skal have tilladelse til at besøge andre lande, der kræver visa. The Final Experiment er i øvrigt et slående eksempel på, at man godt må besøge Antarktis, også indlands.
Punkt fem er et godt eksempel på tosserier, der fuldstændig går amok. Her nævner Claus Skytte hvælvingen, der består af en elektromagnetisk eller fysisk barriere. Hvilken love og regler der styrer en eventuel elektromagnetisk barriere eller hvad en fysisk barriere med en diameter på 40.000 km består af, står fuldstændig hen i det uvisse. Det rejser også spørgsmålet om, hvorfra Claus Skytte ved, at der udenfor barrieren findes et potentielt uendeligt plan. Som andre FE’ere forstår Claus Skytte heller ikke, at raketter flader ud, for at gå i kredsløb om Jorden. Sgu ikke fordi de støder ind i noget.
Til sidst nævner Claus Skytte et plenum … Det må være et plenum af fuldstændige tosser med Claus Skytte i front, og nogen sandhed har de ikke.
Claus Skytte har flere lange kommentarer i kommentarsporet, og fælles for dem er, at de er lige tossede. Han får da også modstand i kommentartrådene.
For at det nu ikke kun skal handle om Claus Skytte, så lad os se en anden FE’er:
![Mark Vestergaard: Sydpolen eksisterer ikke Antarktis er en barriere der holder vores vand inde, hvorfor er det ellers den eneste aftale imellem samtlige lande der aldrig nogensinde er blevet brudt??? [tre undre sig-smileys] - Morten Reintoft svarer Mark Vestergaard: du er en af dem der kan se til Paris i klart vejr hvis du står på en stige [grine-smiley] - Mark Vestergaard svarer Morten Reintoft: hvis du er så dum at du ikke kender til fugtighed og at du ikke kan se mere end 6 km på grund af fugtigheden i luften så ha r du et forklaringsproblem? Desuden så ved du hvor meget den krummer? Jeg kan se længere med et kamera så dem der tror på at globens mål er korrekte kan ikke deres matematik [Victory-emoji og blinke-smiley]](https://www-static.detsovendefaar.dk/wp-content/uploads/2026/03/Skibsfart-paa-Antarktis-4.jpg?media=1767203053)
Det med at Antarktistraktaten er en aftale imellem samtlige lande, er skudt i sænk, da der er 193 lande i FN, og traktaten kun er tiltrådt af 58 lande. Jeg ved så ikke hvorfra, Mark Vestergaard har påstanden om, at man kun kan se seks kilometer i atmosfæren på grund af fugtighed. Hvis det er det han mener, for hans sætning er lidt uklar.
Det er korrekt, at der altid er lidt dis i luften, der vil begrænse, hvor langt man kan se, men den grænse er ikke seks kilometer. Rekorden for at se langt er faktisk mere end 400 km, og afhænger af observationshøjden og højden af det sete. Hvorfor mon det?
Hvis Jorden var flad, så ville man faktisk aldrig se horisonten som en skarp linje. Det ville være umuligt at se, hvor havet ender og atmosfæren begynder, da det ville flyde sammen. Ganske som i tåget vejr.
Jeg er dog sikker på, at hvis man virkelig tror på, at Jorden er flad, så lider man i den grad af videnskabsbenægtelse, mangel på sund fornuft og logisk tænkning. Man kan ikke tænke tredimensionelt og har ingen sans for størrelsesforhold eller perspektiv. Man er med andre ord snotdum og begrænset i sin forståelse af verden omkring sig. Alligevel fører FE’erne sig frem med en selvsikkerhed om, at de er de kloge, og vi andre er dumme.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Tam Minton, Unsplash
