På Facebook findes en offentlig gruppe ved navn SKAT – Stil spørgsmål og få svar. I denne gruppe kan alle stille spørgsmål, og alle kan give svar. Gruppen er ikke en lille gruppe, da den har 76.497 medlemmer. En af gruppens regler er:
– At grine af andres opslag, medfører bortvisning med øjeblikkelig virkning!
Hvad fanden gør man så, når man støder på opslag som dette:
Tja! Ifølge Louise Charlotte Finnsdatter, så griner man, og jeg skal da også lige nævne, at ud af de 70 likes er de 51 grine-likes.
Jeg har da aldrig betalt afgift for at have min bankkonto eller personlige frihed. Det Chris Thomsen skriver i parentes, er så den sædvanlige misforståelse blandt de suveræne og levende mennesker. Lad os lige se på § 71 i grundloven:
Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Det er ret tydeligt, at loven handler om frihedsberøvelse. Indledningen er blot grundreglen, der sikrer, at myndighederne og politiet ikke blot kan frihedsberøve dig efter forgodtbefindende. Der skal være en lovlig grund.
§ 71 slår fast i stk. 1, at danske borgere (sjovt nok ikke udenlandske borgere) ikke kan frihedsberøves på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning.
Stk. 2 slår så fast, at frihedsberøvelse kun kan ske med hjemmel i loven. Da der ingen lov eksisterer mod at være dum, kan man ikke frihedsberøves af denne grund. Dette skal Chris Thomsen vist være glad for.
Resten af loven handler om de nærmere omstændigheder omkring fængslingen. Blandt andet, at man skal stilles for retten inden 24 timer og retten til at anke til en højere domstol.
Kommentarsporet er ret morsom. Blandt andet er der en længere diskussion om forskellen mellem en lovbekendtgørelse og en bekendtgørelse.
Charlotte Børresen svarer ganske fornuftigt på det spørgsmål:
Det skal bemærkes, at en bekendtgørelse har samme retsvirkning som en lov.
Opslaget er et tydeligt tegn på, at konspirationsteoretikere færdes mellem ganske almindelige mennesker. Selv i forholdsvis seriøse grupper ser man dem, snige sig ind med deres konspirationsteorier. Derfor er det også vigtigt, at nogle tør irettesætte dem, så man undgår spredning af misinformation. Som i dette tilfælde, at landets love kun gælder, hvis man har givet skriftligt samtykke, og man i øvrigt har personlig frihed til at rende rundt og te sig som man vil.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Braydon Anderson, Unsplash

![Chris Thomsen i Facebook-gruppen SKAT - 'Stil spørgsmål og få svar' den 15. marts 2026: Hej. Hold jeres vamle, ULOVLIGE afgifter fra mit køretøj, min bank konto og min personlige frihed (som er ukrænkelig, ifølge Grundlovens Paragraf 71) Generelt er jeres opkrævninger af afgifter og skatter ulovlige, da I ikke har nogen folks skriftelig samtykke til dette og min kommer I aldrig til at få. - Louise Charlotte Finnsdatter i kommentarerne: Sjældent har jeg læst noget så morsomt [5 grine-smileys]](https://www-static.detsovendefaar.dk/wp-content/uploads/2026/03/De-bevaeger-sig-rundt-iblandt-os-1.jpg?media=1767203053)







