Den hårde kugle

Jette Sofia Pedersen, tidligere Jette Møller, men bedre kendt som Vendte Jedte, har den 18. februar 2026 slået et opslag op, som jeg simpelthen ikke kan sidde overhørig:

Jette Sofia Pedersen (Jette Møller) den 18. februar 2026: Vi har ikke klimaforandringer. Vi har luftforurening. Lige så vel som dansken ikke troede på at covid var et bedrag. Ligeledes tror de hellere ikke på chemtrail. Problematikken for dem er som altid. De skal komme slemt tilskade før end de forstår alvoren. Det kemi de slører solen med, er så svine giftigt at folk bliver ekstremt syge, år efter år. Der er en grund til at man kan påstå fra mediers side, at der er farlig virus i omløb. Det vælter ned fra himmelen. Prøv at smelt en snebold med en tændstik eller lighter. Det kan ikke lade sig gøre. Den smelter til en hård kugle som plastik.

Se opslag

Jette Sofia Pedersen mener ikke vi har klimaforandringer, men kun luftforurening. Nu udelukker det ene jo ikke det andet, og klimaforandringerne frembringes jo netop af luftforurening med CO2, metan og andre gasser.

Vi skal komme slemt til skade, før vi indser, at COVID var et bedrag og chemtrails er virkelige. Jeg er nu sikker på, at hvis jeg bliver kørt ned af en lastbil og kommer slemt til skade, så vil jeg ikke tro på, at COVID var et bedrag eller at chemtrails eksisterer, dog måske hvis jeg fik en alvorlig hjerneskade.

Hun mener, at den kemi “de” slører Solen med, er så svinegiftigt, at vi bliver ekstremt syge år efter år, hvilket gør det nemt fra mediernes side at påstå, at der er farlig virus i omløb. Nu kender jeg ikke rigtig nogen, der er mere syge end normalt, og jeg troede egentlig, at Jette Sofia Pedersen mente det var vaccinernes skyld. Vi skal jo huske på, at denne påstand kommer fra en kvinde, der hævdede at vaccinen ville slå 2,2 millioner mennesker ihjel i Danmark … i 2025.

Jeg vil godt vædde med, at Jette Sofia Pedersen ikke har prøvet at smelte en snebold med tændstikker eller en lighter. Der skal mange tændstikker eller meget lightergas til.

Men nu må jeg altså også tage mig sammen til at fjerne alle de hårde kugler fra min have og taget, efter sneen er smeltet.

Kommentarsporet er fyldt med andre tosser, så lad os se nogle af dem:

Arne Ellebæk Christiansen: Jeg holder nu på at der er klima forandringer, men modsat dem som siger at det skyldes CO2 forureninger - så er jeg nu langt mere sikker på at det skyldes et tilbagevendende klimaforandrings natur problem. Cirka hvert 10.000 år sker der noget med polerne og et godt bevis på det er at der forsvinder en del af isen på den ene side af polerne - mens der kommer nyt is på den anden side. Så det rykker bare og det kan umuligt være co2 der gør det, det bruger Politikkere for at kunne ligger skatter og afgifter på vores i forvejen allerede smalle skulder. Så ja - man bruger et naturligt problem til at stjæle vores penge [brække sig-emoji] - Lilli Hildebrandt svarer Arne Ellebæk Christiansen: Ja, magthaverne råber op om CO2 - men - vi kan for det første ikke undvære CO2. CO2 niveauet har aldrig været lavere - men - Vi kan sagtens undvære magthavernes svinen med vores jord - deres chem-trail - deres kemi på vore marker, hvor vi end ikke må forbyde RoundUp. Det kemi løber selvfølgelig ud i vore vandløb og i havene, som i forvejen er fyldt med plastik og alt andet, der ikke hører til. Hvorfor stopper man ikke det svineri - stopper eks.vis dem, der hælder deres affald direkte ud i floderne? STOP med at sætte solceller på vores gode landbrugsjord, der bliver ødelagt årtier frem - og hvorfor? Solceller kunne sagtens anbringes på tage og lignende, hvis man skal have solceller. Der findes også solceller, som gør stor nytte - bl.a. anvendt på vejene, hvor de kan holde vejene frie for sne samt advare bilister, hvis der er forhindringer forude. I stedet for at vandalisere vore skove - vores natur kunne man bruge kræfterne på at rydde op - inden vi kvæles i det menneskabte affald. Nogle få er begyndt - unge mennesker, der har opfundet måder at rense havene for plastik oa. Dermed redder de også dyrene - som bliver kvalt i vores affald / plastik. Der er nok at tage fat på - Vi har ikke en klimakrise men en miljøkrise.

Arne Ellebæk Christiansen mener tilsyneladende, at der pludselig sker noget med polerne cirka hvert 10.000 år. De seneste 800.000-1.000.000 år er istiderne imidlertid opstået med 100.000 års mellemrum og det sker ikke pludseligt. Måske tænker Arne Ellebæk Christiansen på Milankovitch-cyklusserne. De består af tre cyklusser. Jordens bane om Solen ændrer sig fra at være næsten cirkelrund til at være mere ellipseformet. Denne cyklus tager omkring 95.800 år. Jordens omdrejningsakse ændrer vinkel, der svinger mellem 22,1° og 24,5°. Denne cyklus varer ca. 41.000 år. Den sidste Milankovitch-cyklus er, at Jordens omdrejningsakse slingrer som en snurretop, der er ved at holde op med at snurre. Denne cyklus tager omkring 21.700 år og betyder, at der efter 10.850 er byttet rundt på årstiderne. Alle disse cyklusser sker jævnt over tid, og har alle indflydelse på Jordens klima. Uanset om man ser på istiderne eller Milankovitch-cyklusserne, så står det fuldstændig i kontrast til den hastighed, som klimaforandringerne foregår med. Her taler vi om årtier, ikke tusinder af år.

Det der med, at isen forsvinder på den ene pol mens den vokser på den anden, er jo bare de almindelige årstider. Som bekendt har man vinter på den sydlige halvkugle, når vi har sommer på den nordlige halvkugle og omvendt. Under istiderne vokser isen imidlertid på begge halvkugler, ligesom den svinder på begge halvkugler i mellemistiderne.

En af de ting som Lilli Hildebrandt skriver, undrer mig virkelig. Hun skriver:

Venstre citationstegn  CO2 niveauet har aldrig været lavere

Øhhh, jo! Det normale CO2-niveau ligger i mellemistiderne på omkring 280 ppm (parts per million). Under istiderne er det sunket til omkring 180 ppm. I øjeblikket er CO2-niveauet på over 425 ppm. Hun har dog ret i, at vi behøver CO2 – bare ikke meget. Hvis CO2-niveauet falder til under 150 ppm, så vil planterne begynde at dø.

Lilli Hildebrandt har også sin egen trådstarter, hvor hun leverer et argument mod hendes egne konspirationsteorier:

Lilli Hildebrandt: Præcis - og - De slører solen - samtidig med at de opstiller solceller på vores gode landbrugsjord. - Det er rablende vanvittigt - og - De råber op om CO2 - samtidig med at de fælder og vandaliserer vore skove. - Det er rablende vanvittigt og selvmodsigende.... - Solveig Manstrup svarer Lilli Hildebrandt … Laver “Rewilding” Og Forgifter Vore Køer Og Kalve / dermed ALLE Mælkeprodukter - Lilli Hildebrandt svarer Solveig Manstrup: JA - og nu så jeg lige, at Bill Gates, mener jeg det var, har "opfundet" cattle-tick, som gør folk syge - så de ikke kan tåle kød(et)..... De er opfindsomme, det må man lade dem - men det er jo heller ikke så svært, når man selv skriver drejebogen, og véd, hvad der kommer til at ske. - som bl.a. da de lod licensen gå over skat - dengang hed det sig, for at forhindre sortseere - og nu - nu styrer magthaverne medierne - og dermed befolkningen - hvad vi skal tro og tænke. Dengang var der nok ingen, der tænkte i de baner - som magthaverne/ondskaben gør.

Lilli Hildebrandt har da helt ret i, at det er selvmodsigende at “de” slører Solen samtidig med, at “de” opstiller solceller. Hun har også ret i, at det er selvmodsigende at “de” råber op om CO2 samtidig med, at “de” vandaliserer skovene. Har Lilli Hildebrandt mon spekuleret over, at “de” ikke slører Solen, men at flyenes kondensstriber kan have den utilsigtede virkning, samt at “de” ikke vandaliserer skovene, men genskaber Danmarks oprindelige natur?

Hun mener også, at det var Bill Gates, der “opfandt” den flåt, der kan give kødallergi, også kaldt alpha-Gal syndrom. Endvidere tror hun, at “de” styrer medierne fordi, vi betaler licens over skatten. Eftersom vi kun betaler licens til DR og TV 2-regionerne, hvad så med alle de andre medier? Hun tror tilsyneladende, at “de” styrer alt, inklusive hvad vi skal tro og tænke.

Til sidst snupper vi bare en af de almindelig tossede:

Anker Jeppesen: Ja men folk tror ikke på det sker, for den viden vi har kommer jo ikke fra TV. De sprøjter hver nat for at sløre solen. Og omkring kl 14/15 om eftermiddagen så har vi grå himmel igen. - Lilli Hildebrandt svarer Anker Jeppesen: Ja, vi kan jo bare kigge opad - så ser vi beviserne... Hvem er det, der udfører disse ondskabsfulde skændselsgerninger - og hvem befaler det? Vi véd jo godt, hvem der betaler det. - Anker Jeppesen svarer Lilli Hildebrandt: Det har været slemt i dag over Struer.

Anker Jeppesen har helt ret i det første. Den viden som konspirationsteoretikere har, kommer ikke fra TV. Den viden konspirationsteoretikere har, er trukket ud af røven.

Nu sprøjter man tilsyneladende hver nat, men jeg ved ikke, om Anker Jeppesen har bemærket vejret de sidste dage. Høj sol fra en skyfri himmel og ingen grå himmel omkring kl. 14/15. Det modsiger ligesom hans påstand.

Lilli Hildebrandt er igen på banen, og hævder, at man bare skal kigge opad – om natten??? – så ser man beviserne … Beviserne på hvad? At flyene laver kondensstriber, som man har vidst i næsten et århundred?

Lilli Hildebrandt ved tilsyneladende ikke, hvem der befaler det, men hun ved, hvem der betaler det. Hvorfor skriver hun det så ikke? Kunne det tænkes, at hun ikke ved en hujende fis og hun bare tror, at det er “de onde de”, der betaler.

Anker Jeppesen afslutter tråden med at konstatere, at det var slemt over Struer torsdag den 19. februar 2026.

Efter at have læst opslaget og kommentarerne, så har jeg ikke de store forhåbninger for disse mennesker. “De” er sandsynligvis “de onde de” som konspirationsteoretikerne aldrig rigtig definerer hvem er. Der er udtryk som “politikere” og “magthavere”, men om det gælder dem alle, er uvist. En ting er dog helt sikkert i konspirationsteoretikernes hjerne: Bill Gates er en af “de onde de”.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Greg Rakozy, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier