Stifteren af partiet Det Nye Folkeparti, Birgitte Milling, har den 8. februar 2026 fremkommet med en regulær trussel:
Det er altså en trussel om, hvad vi får, hvis vi ikke afgiver (går jeg ud fra hun mener) en vælgererklæring til Det Nye Folkeparti.
Udover at konstatere, at Birgitte Milling ikke kan stave eller kender noget til grammatik, så lad os se hendes punkter igennem.
Vi har allerede et digitalt ID. Det hedder MitID, og før det så havde vi et ved navn NemID.
Så vil vi få digitale penge i form af CBDC (Central Bank Digital Currency), altså at Nationalbanken udsteder digital valuta i danske kroner. Nationalbanken har imidlertid ikke aktuelle planer om en sådan udstedelse, men følger udviklingen tæt i andre lande. Det kan da godt være, at vi får det på et tidspunkt … og hvad så?
Hvad er en tvangsvaccine? En vaccine som er udviklet med tvang? En vaccine mod tvang? Måske mener konen tvangsvaccinationer, men hvem ved? Det er der jo ingen, der har magt til udover Folketinget, men de har netop fjernet den mulighed i pandemiloven.
Chip implantationer findes også allerede.
Hvad hun mener med “Overmedicinering” må stå lidt hen i det uvisse. Normalt betyder det, at man giver nogen en for stor dosis medicin, eller at medicinen slet ikke er nødvendig. Mener hun, at nogen med vilje vil give os medicin, der ikke er nødvendig? Det må da være op til læger at afgøre, hvilken medicin vi har brug for.
Gælden til EU vil stige. Det er da pænt, at EU vil låne os penge. Det må jo betyde, at vores kreditværdighed er stor.
CO2-afgifterne vil stige. Hvilke tænker hun på? Dem der allerede er der, eller at der vil nok vil blive indført flere CO2-afgifter?
Hvis landbruget bliver nedlagt, så får vi garanteret flere skateboardbaner, golf- og minigolfbaner og forlystelsesparker.
Bovaer kan ikke komme i nogen fødevarer, og så skulle hun prøve at læse varedeklarationer, på de produkter hun allerede køber, for det er kemi alt sammen.
Så vil der blive ansat en tvangsfjerner af børn. Gælder det i alle kommuner eller vil der bare blive ansat en statslig?
Vi må også antage, at den danske grundlov vil blive indført i hele EU. Det må så betyde, at i de lande der er republikker, vil monarki blive indført.
Vi vil få 15-minuttersbyer. Vil det sige, at de fleste danske byer der allerede er 15-minuttersbyer, skal nedlægges?
Vi vil også få sprøjtning af vores fødevarer … men igen, det har vi allerede, med mindre man køber økologisk.
I øjeblikket har Det Nye Folkeparti 20 vælgererklæringer, og det får næppe mange flere.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Afif Ramdhasuma, Unsplash

![Birgitte Milling den 8. februar 2026: Hvis IKKE I afleverer en Vælgererklæring til Det Nye Folkeparti Får I: Digetal ID, Digetale penge CBDC, Tvangsvacciner, Chip implant, Overmedicinering, Gæld til EU stiger, CO2 afgifter stiger, Nedlægning af landbruget, BOVARE og kemi i vores fødevare, Tvangsfjerner af børn, EU overtager Grundloven 100 %, 15 min. Byer, Sprøjtning af vores fødevare. DU HAR ET VALG NU Det Nye Folkeparti #dkpol #dkmedier [Tagninger] Berlingske Politiken Jyllands-Posten DR Nyheder @fremhæv Kontrast Frihedsbrevet Hanne Jensen Saphina Gaia Naveen Tommy Højegaard Michael Maardt AfD. [Link] www.vaelgererklaering.dk](https://usercontent.one/wp/www.detsovendefaar.dk/wp-content/uploads/2026/02/Vaelgererklaeringen-1.jpg?media=1767203053)




