Den 9. december 2025 udgav Facebook-siden Vtv4 en video. Som de fleste nok ved, så er siden ejet af den lalleglade, dramaskabende, medieliderlige, offerrollespillende, selvoptagne, dobbeltmoralske, skinhellige, hykleriske, dybt religiøse, kreationistiske, selvretfærdige, uvidende, begrebsforvirrede, højreekstremistiske, konspirationsteoretiske, måske kommende tremmeruskende, subjektive, forudindtagede, uetiske og selverklærede journalist, der slet ingen research laver, Anita Vivian Alexandru.
I videoen synes Anita Vivian Alexandru, at det er i orden, at hun stiller sig op ene person på Christiansborg Slotsplads og skriger i en megafon.
Skønt videoen varer over 26 minutter, så har den absolut høj underholdningsværdi og viser, at Anita Vivian Alexandru, som mange andre konspirationsteoretikere, ikke har en brik forstand på grundloven:
I videoen hævder Anita Vivian Alexandru, at hun har en grundlovssikret ret til at afholde en uanmeldt demonstration, eller som hun også kalder det “et politisk møde”.
Mange konspirationsteoretikere hævder jo, at vi ikke har demokrati, da ordet slet ikke forekommer i grundloven. Hvis man følger den logik, så har vi heller ikke demonstrationer eller politiske møder, da disse heller ikke er nævnt i grundloven.
Det som Anita Vivian Alexandru nok tænker på, er grundlovens § 79, der siger:
Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Paragraffen taler om, at borgerne uden våben kan samle sig uden at have tilladelse. Sådan en samling af borgere, kalder man også en forsamling. Dette skriver jeg ikke for at nedgøre nogen, men blot for at sikre mig, at personer som Anita Vivian Alexandru også forstår det.
Hvis Anita Vivian Alexandru besluttede sig for at afholde en privat forsamling, f.eks. i sit hjem eller et lokale lejet til formålet, så ville ingen løfte et øje, hvis hun ikke havde anmeldt det. § 79 nævner imidlertid noget særligt om offentlige forsamlinger, som f.eks. demonstrationer eller offentlige politiske møder. Der står direkte i grundloven, at politiet har ret til at overvære dem, og kan endda forbyde forsamlinger i det fri, hvis de er til fare for den offentlige fred. F.eks. hvis de er til gene for andre.
Hvordan kan politiet overvære en offentlig forsamling, hvis den ikke er anmeldt? Hvordan kan de forbyde en offentlig forsamling i det fri, hvis den er til fare for den offentlige fred, hvis den ikke er anmeldt?
Det skal understreges, at en anmeldelse ikke er det samme som en tilladelse, og faktisk behøver man ikke politiets tilladelse til at afholde en demonstration, ligesom der også er en bagatelgrænse. Ellers skulle man jo anmelde hvad som helst, f.eks. hvis en gruppe mennesker mødes til en skov- eller bytur.
I praksis er det meget sjældent, at politiet forbyder hele demonstrationen. Det er derimod almindeligt, at politiet f.eks. henviser demonstrationen til andre områder, eller omlægger ruten for et optog.
At man ikke har anmeldt demonstrationen, gør heller ikke demonstrationen ulovlig i sig selv, men det kan udløse en bøde, fordi den ikke er anmeldt.
Men der er også en anden ting, som Anita Vivian Alexandru overser. Nemlig, ejeren af det område, man vil forsamle sig på. I dette tilfælde ejes området af Københavns Kommune, og mon ikke de har en regel om, at man ikke må være til gene for andre ved ophold på deres områder? Det er alment kendt, at hvis man vil afholde demonstrationer på kommunale områder, så skal man generelt ansøge om tilladelse hos kommunen.
Det store spørgsmål er, om den omstændighed, at en person der står mutters alene og skriger i en megafon, er en offentlig forsamling? Hvad enten man kalder en offentlig forsamling for en demonstration eller et politisk møde, er der så ikke i alle tilfælde tale om, at der skal være flere personer tilstede? Måske er hun delt på spørgsmålet, eller måske er hendes ikke formelle ægtefælle med hende i sindet.
Dette bringer os fluks videre til grundlovens § 77:
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
En af de ting som konspirationsteoretikere, der råber op om ytringsfrihed (der heller ikke er nævnt i grundloven), altid overser i denne paragraf, er sætningen “dog under ansvar for domstolene”. En offentliggørelse af ytringer skal altså være lovlig, ellers kan man straffes. Et eksempel på en ulovlig ytring kunne være, at man skriver navnet på en bestemt person og skriver, at personen må og skal aflives. En anden ulovliglig ytring kunne være, at man står på Christiansborg Slotsplads og skriger i en megafon, og dermed er til gene for andre. Det skal jo også bemærkes, at Anita Vivian Alexandru faktisk får lov til at fortsætte sit skrigeri, blot uden megafonen, selvom grundloven ikke bogstaveligt giver ret til, at man skriger sine mærkelige tanker ud.
Det lovmæssige omkring offentlige forsamlinger, hvad politiets pligter er og hvad de må, og hvordan man i det hele taget skal opføre sig, er beskrevet i politiloven og den tilhørende ordensbekendtgørelse.
Uanset hvordan man vender og drejer den, så ser jeg ingenting, der giver Anita Vivian Alexandru ret til at stå på Christiansborg Slotsplads, og skrige i en megafon. Det virker mere som et barn, der blot skriger for at tiltrække sig opmærksomhed.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Jgcachafeiro, Pexels






