Nu skal vi se på et spørgsmål, der er stillet af Tussetøsen i et Facebook-opslag den 10. november 2025:
Uanset hvad der står i ovennævnte opslag, så har opslaget faktisk mere end 300 kommentarer og svar, og her deltager både flat eath’ere (FE’ere) og personer, der mener det er helt skørt.
At det er helt skørt fremgår også af kommentarsporet, hvor det er klart for enhver, at Tussetøsen tror Jorden er flad. Dette baserer hun naturligvis på Biblens skabelsesberetning i Første Mosebog. Det er den, hvor Gud skaber himlen og Jorden i mørke.
Solens diameter er på ca. 1,39 mio. km, Jordens er på 12.742 km og Månens er på 3.475 km. Månen kredser om Jorden på ca. 29,5 dage (fuldmåne til næste fuldmåne). Da Solens diameter er mere end tre gange så stor som middelafstanden fra Jorden til Månen, der er på 384.400 km, så er Solens stråler på Jorden og Månen tilnærmelsesvis parallelle.
På nedenstående illustration, kommer Solens lys ind fra venstre. Trods afstanden fra Jorden til Månen er større i virkeligheden end i illustrationen, så fremgår det tydeligt, at man kan se halvmånen fra den belyste del af Jorden.
Generelt er det sådan, at man kan se Månen fra Jorden om dagen, når Månen er aftagende eller tiltagende. Dog kan den belyste del af Månen ikke ses, når den belyste del er meget lille, da himlens blå lys overskygger Månens udstråling. Ved nymåne (når Månen står mellem Solen og Jorden) og ved fuldmåne (når Jorden er mellem Solen og Månen) kan man generelt ikke se Månen om dagen.
Kommentarsporet er meget livligt, og nu skal vi møde en, der absolut intet fatter:
Der er så meget galt i Sascha Schmidts svar. Hun har tilsyneladende blot læst noget, som andre FE’ere har skrevet i et tosset opslag eller sagt i en dum video.
At angive rotation i km/t, er på ingen måde hensigtsmæssigt. Ved ækvator er Jordens vandrette hastighed ca. 1.674 km/t, men på vores breddegrad (ca. 55°) er hastigheden kun 959 km/t, da vi befinder os tættere på Jordens omdrejningsakse. Ved polerne er hastigheden derfor nul, da afstanden til rotationsaksen er nul. Derfor angiver man rotation i vinkel pr. tidsenhed. F.eks. at Jorden drejer ca. 15° i timen eller foretager en rotation (360°) på 23 timer, 56 minutter og 4 sekunder. At jeg ikke benytter 24 timer skyldes, at de 24 timer er fra Solen står midt på himlen, til Solen står midt på himlen igen. Jorden har bevæget sig næsten 1° i sit omløb om Solen på 24 timer, og har dermed roteret lidt mere end 360°.
Sacha Schmidt tror tilsyneladende, at Månen står helt stille, og at stjernerne står samme sted hele tiden. Med hensyn til Månen, så har jeg ligesom forklaret det med, at Månen kredser om Jorden, men stjernerne har altså heller ikke samme position hele tiden. De drejer mod uret om Nordstjernen, der står næsten lige over Nordpolen på Jorden. Hvis man befinder sig på den sydlige halvkugle og ser mod syd, vil stjernerne rotere med uret om et punkt på den sydlige himmel. Befinder man sig præcis på ækvator, så vil stjerner der står over ækvator bevæge sig i en lige linje fra stik øst til stik vest, men ser man mod nord, vil de rotere mod uret om et punkt i horisonten, der ligger stik nord. Ser man mod syd, vil de roterer med uret om et punkt i horisonten, der ligger stik syd. Det kan kun forklares ved, at vi er på en roterende kugle, men FE’erne kan ikke forklare det på en flad jord, som med så meget andet de heller ikke kan forklare. Endvidere kan vi altså se stjerner om vinteren, vi ikke kan se om sommeren (og omvendt), da stjernerne her fremkommer om dagen, hvor vi ikke kan se dem. Dette skyldes, at den hældende rotationsakse er stationær i forhold til stjernerne. Dog ændrer rotationsaksen sig langsomt over tusinder af år. Langt fra nok til, at vi kan observerer det selv i løbet af et menneskeliv.
Hvis Sascha Schmidt mener, at stjernerne tilsyneladende ikke flytter sig i forhold til hinanden, så ser det sådan ud på grund af de enorme afstande, der er i universet. De flytter sig så lidt, at det langt fra kan ses i et menneskeliv, men det kan måles, at de faktisk flytter sig.
Der er mere i godteposen fra Sascha Schmidt i en anden kommentartråd:
Her er det er ganske vist, at Sascha Schmidt har set dumme opslag og videoer fra andre FE’ere. Hun hører til de FE’ere, der ikke kan indse, at atmosfæren er en del af det roterende system. Atmosfæren drejer med andre ord med Jorden. Bemærkningen om kontorstolen der bevæger sig med 1.666 km/t, lader jeg blot tale for sig selv.
Der er mere endnu:
Så er det helt sikkert, at Sascha ikke blot ser dumme opslag og videoer fra andre FE’ere, men også ser på dumme FE-memes. Memet siger bare, at når Jorden kredser om Solen, og at solsystemet kredser om mælkevejen, hvorfor kan man så se Polaris gennem et lille hul 24/7. Forklaringen er givet ovenfor, men for tusinder af år siden eller om tusinder af år, så vil man ikke kunne se Polaris, for der var/er Polaris ikke Nordstjernen.
En gammel kending dukker op. Hvordan kunne Nixon ringe til Månen, for vi havde kun fastnettelefoner i 1969? … Øhhh! Hvad med radio og TV? Dem havde vi i 1969, og hvordan virker de? Nåh jo! Ved trådløse radiosignaler, helt uden fastnettelefoner. Nixon ringede sgu da ikke direkte til Månen. Han ringede til kontrolcentret i Houston, der viderestillede opkaldet via radioforbindelsen man havde til Månen i 1969.
I øvrigt er teknologien ikke blevet væk. Den er blot håbløs forældet. I øvrigt er der planer om at sende mennesker til Månen i nær fremtid med Artemis-programmet. Man sendte allerede den ubemandede Artemis I rundt om Månen i november 2022. Allerede i april 2026 er det planen at sende den bemandede Artemis II rundt om Månen. Selve månelandingen vil tidligst blive i midten af 2027.
Til sidst viser Sascha Schmidt, at hun blot er en typisk konspirationsteoretiker blandt flere andre, da hun helt uden årsag blander corona ind i sagen.
Der er meget mere rigtig dumt fra Sascha Schmidt og andre konspirationsteoretikere i kommentarsporet, så forbered popcornene.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Alexander Andrews, Unsplash










