Dette blogindlæg handler ikke specifikt om et Facebook-opslag, men derimod om nogle af de kommentarer det afstedfører. For at kunne se i hvilken kontekst kommentarerne er skrevet, så viser jeg dog opslaget her, og kommenterer også lidt på det:
Viviane Ellasofie Karlsen viser et foto (som jeg har sløret) af en tom køledisk, med teksten “Anvendt funktionel kommunisme”. Det er nok lige at sætte sagen på spidsen, for der kan være mange årsager til, at køledisken er tom. Jeg hæfter mig specielt ved, at der er tale om tilbudsvarer, og måske er køledisken ikke fyldt op endnu. Måske har nogen købt det hele. Måske har salget oversteget forventningerne. Måske har butikken ikke fået varer nok hjem. Måske er køledisken gået i stykker. Måske er supermarkedet ved at lukke. Årsagerne til, at køledisken er tom, kan være mange, som alle ikke har med “anvendt funktionel kommunisme” at gøre. Desuden er de fleste kølediske og hylder i supermarkederne fyldte.
Men en berygtet konspirationsteoretiker med navnet Michael Jakobsen, der på Facebook kalder sig Michael Jaxon Jacobsen, maner med slet skjult ironi til ro:
Tilsyneladende er vores statsminister gået ind i byggebranchen, og bygger insektfabrikker, så vi kan få 3d plantekød (3d???) med et skud insekt-protein. Det er jo sådan set bare den gamle konspirationsteori om, at vi skal tvinges til at spise insekter, og de bliver lusket i vores madvarer.
Her spørger Tina Egeholm Jensen, om Michael Jakobsen ved, at insekter er gourmet og blandt andet serveres på Michelin-restauranter.
Herefter er Michael Jakobsen kun fokuseret på, at insekter indeholder kitin. I sin slutkommentar i tråden, sviner han dog Tina Egeholm Jensen til, ved at citere hende for noget, hun aldrig har sagt.
Men lad os nu se på, om det ikke er Michael Jakobsen, der har en lemmingetilgang til insekter og deres indhold af kitin.
Det er en udbredt holdning blandt konspirationsteoretikere – og andre uvidende personer – at kitin er giftigt for mennesker. Michael Jakobsen anvender den engelske stavemåde chitin, hvilket fortæller, at Michael Jakobsen muligvis ikke ved, at det hedder kitin på dansk. Han har sandsynligvis blot læst det i suspekte engelsksprogede opslag og videoer, som han fuldstændig ukritisk har slugt.
Kitin er svært fordøjeligt for mennesker, men udover at kitin er tilstede i insekter, så findes det også i stort omfang i skaldyr og svampe. Lur mig, om ikke Michael Jakobsen har spist meget kitin i sit liv, med mindre han selvfølgelig ikke spiser skaldyr og svampe som champignon, portobellosvampe, kantareller eller andre svampe. Hvem har dog hørt noget om, at nogen er blevet forgiftet af svampe … ja, altså spiselige svampe, og ikke f.eks. grøn fluesvamp eller for mange svampe i teen.
Nu bliver det så rigtig sjovt, for konspirationsteoretikere som Michael Jakobsen råber altid op om, at vi skal styrke vores naturlige immunforsvar i stedet for at lade os vaccinere. Noget tyder nemlig på, at kitin rent faktisk styrker immunforsvaret.
I tråden er også en anden undertråd:
Her linker Tina Egeholm Jensen til en kogebog med insekter.
Michael Jakobsen svarer blot:
og bare fordi det Michelin og Gourmet gør det altså ikke til menneskespise
Så den omstændighed, at omkring to milliarder mennesker i verden regelmæssigt spiser insekter uden at blive forgiftet. Den omstændighed, at der findes kogebøger med insekter. Den omstændighed at insekter indeholder et sandsynligvis gavnlig stof (kitin), og den omstændighed at insekter er gourmet (på vores breddegrader, hvor det er virkelig dyrt) og serveres på blandt andet Michelin-restauranter, “gør det altså ikke til menneskespise”.
Hvem er det det, der er lemmingen her, og ikke ønsker at udvide sin viden og horisont? De omstændigheder jeg nævner ovenfor, gør jo netop insekter til en menneskespise. Hvorfor skal konspirationsteoretikerne sprede misinformation om noget, de bare ikke ønsker at spise. Hvis de ikke vil spise insekter, kan de bare lade være. Der er jo ingen planer om, at vi skal tvinges til det.
De eneste grunde til ikke at spise insekter er allergi, og at det er en indgroet holdning på vores breddegrader, at insekter er noget kryb, som man ikke spiser. Derfor er der også en indgroet væmmelse, alene ved tanken om at spise insekter. Men det kunne jo vise sig, at de faktisk smager godt og er sunde. Hvis jeg blev budt på insekter, så ville jeg ikke sige nej, men om jeg ville fortsætte med det, ved jeg ikke.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Elegance Nairobi, Unsplash

![Viviane Ellasofie Karlsen den 19. oktober 2025: Anvendt funktionel kommunisme. [Foto af tom køledisk i supermarked med slagtilbud]](https://usercontent.one/wp/www.detsovendefaar.dk/wp-content/uploads/2025/10/Kitin-i-maden-1.jpg?media=1761897458)
![Michael Jakobsen (Michael Jaxon Jacobsen): Aj rolig nu, Mette har en plan... insektfabrikkerne er ved at være klar, så kan du få 3d plantekød med et skud insekt-protein. Men vi skal jo lige skabe knaphed for at få befolkningen over på "the kill bill plan", så ro på, Mette har en plan [to brække sig-emojis] - Tina Egeholm Jensen svarer Michael Jakobsen (Michael Jaxon Jacobsen): Ved du godt, at insekter er gourmet, der bla serveres på div Michelin restauranter - Michael Jacobsen (Michael Jaxon Jacobsen) svarer Tina Egeholm Jensen: ved du godt de indeholder chitin? - Tina Egeholm Jensen svarer Michael Jakobsen (Michael Jaxon Jacobsen): Underligt at i de lande hvor folk spiser insekter i stor stil, endnu ikke er døde - Michael Jakobsen (Michael Jaxon Jacobsen) svarer Tina Egeholm Jensen: så dit modargument er at andre steder hvor der spises insekter er mere relevant end indholdet af det du spiser...? Virkelig spændende tilgang...." hør. Michael, de andre kan spise det, så luk nu røven pas på miljø og æd dine larver " Det er ikke underligt at verdenen er i forfald med den lemminge tilgang](https://usercontent.one/wp/www.detsovendefaar.dk/wp-content/uploads/2025/10/Kitin-i-maden-2.jpg?media=1761897458)
![Tina Egeholm Jensen svarer Michael Jakobsen (Michael Jaxon Jacobsen): Og der findes allerede en insektkogebog (udgivet 2016), skrevet af en dansk kok, der har været ansat på Søllerød kro. [Link til kogebog] - Michael Jakobsen (Michael Jaxon Jacobsen) svarer Tina Egeholm Jensen: og bare fordi det Michelin og Gourmet gør det altså ikke til menneskespise](https://usercontent.one/wp/www.detsovendefaar.dk/wp-content/uploads/2025/10/Kitin-i-maden-3.jpg?media=1761897458)




