I går udgav jeg et blogindlæg om en berygtet konspirationsteoretiker, der henviste til en satirisk video om chemtrails. Det er imidlertid ikke første gang, at konspirationsteoretikere benytter til satiriske artikler og videoer til dokumentation for tåbelige påstande. Faktisk har jeg tidligere lavet fire opslag på Facebook, der tydeligt viser, at konspirationsteoretikere blot sluger alt, der understøtter deres narrativ, helt uden kritisk sans, og uden at undersøge noget som helst.
Jeg tager mig den kunstneriske frihed at placere billederne i teksten, hvor jeg anser det for passende.
Facebook-opslag fra den 15. december 2021
Så er det ganske vist! Chemtrails eksisterer! På Mikkel Kaastrups Telegram-chat-kanal har Ole nemlig fundet ud af, at man kan blive undervist i Chemtrails på Evergreen Chemtrail Learning Center (ECLC). Centret blev grundlagt i 2013 for 25 mio. dollar modtaget fra Bill and Melinda Gates Foundation.
Nu vil ECLC udvide med en forlystelsespark, med blandt andet forlystelser som “Chemtrail Shooter”, “Aluminum Experience” og “Volcanic Ash Adventure”.
Her er det måske, at Ole skulle have stoppet op og tænkt sig om, hvis han i det hele taget har læst artiklen han linker til … og hvis han kan tænke sig om. På Gish Gallop’s forside (https://gishgallop.com/) kan man nemlig finde flere interessante historier, så som “Amendment to California SB277 to Inject Patriotism into Anti-Vaxxers”, “‘Massive’ Trump Statue Erected in North Korea” og “Commercial Flights Crash After Air Traffic Control Switch to Irish Accent”. Der er med andre ord, tale om en satirisk side a la RokokoPosten.
Så kan det da ikke blive mere komisk … Selvfølgelig kan det det! For Michael M og vores gamle bekendte Beafried svarer nemlig på Oles opslag. Det undrer ikke Beafried at navnet er Evergreen og Michael M spørger, om det ikke var skibet, der sad fast i Suezkanalen, fyldt med forsvundne børn (den var ny for mig).
Så bliver Hillary Clinton lige blandet ind i det og det er én stor kriminel forening.
Den kritiske tænkning kan vist ligge et meget meget lille sted, hvis den overhovedet er nærværende. Hvad er det dog for et absurd parallelt univers disse mennesker befinder sig i?
Bonus info: Skibet der sad fast hedder “Ever Given” og er ejet af Evergreen Marine. Selskabet er ejet af Evergreen Group, der er i privat eje og er baseret i Taiwan. Evergreen Group ejer bl.a. også et flyselskab ved navn EVA Air. Hillary Clinton har mig bekendt, intet med selskabet at gøre.
Gish Gallop’s side eksisterer ikke mere. Der findes også en side med titlen Evergreen Aviation med et ombygget Boeing 747, der blandt andet skulle kunne slukke brande og eventuelt anvendes til vejrmanipulation. Evergreen International Aviation gik imidlertid konkurs i 2014.
Facebook-opslag fra den 6. august 2023
Bente Dahl Pedersen, bedre kendt som Strikke-Bente, har delt et opslag fra Facebook-siden “Besked fra Aula”. Det er information om første skoledag, der er udsendt fra skolen.
Det er der et stort antal forældre, der svarer på. Blandt andet fra nogle rigtige curlingforældre. Opslaget fra “Besked fra Aula” kan ses her:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0ijd1ftb5YTanaXnfnhBvpWHM18wUmfBiSKeyyiwptHrGamaNgHzYWHApuzPKNLxKl&id=100085021650445
Som man kan se af kommentarerne fra Bente Dahl Pedersens opslag, så tages den slags dybt alvorligt, men i de kommentarer nedenfor [nu ovenfor], er der en, der skiller sig ud, og det er en kommentar fra Inge Larsen, der skriver:
»Er det ikke fra en satire side?
Tror jeg faktisk det er 😏«
Og det er nemlig lige, hvad det er.
Hvis man går ind på “Besked fra Aulas” hovedside, så kan man på sidens coverbillede se, at der står “Satiriske fiktive aulabeskeder”, ligesom sidens kategori er “Satire/parodi”.
Facebook-siden har 3 tusind følgere, men findes også på Instagram, hvor den har 197 tusind følgere, og der kan man også se på beskrivelsen, at det er satire. Man kan også se, at personen bag “Besked fra Aula” er Louise Leegaard Møller.
https://www.instagram.com/beskedfraaula/
Nu er det sådan med satire, at den netop tager udgangspunkt i virkeligheden, men med brug af ironi, humor og overdrivelse, så sætter man tingene på spidsen.
Det er ikke første gang, at man ser konspirationsteoretikere bruge satiriske indslag som dokumentation. Blandt andet har jeg set flere opslag, der henviste til “artikler” fra RokokoPosten eller Politikens ATS (At Tænke Sig), der netop er fiktive satiriske historier.
Facebook-opslag fra den 18. august 2023
Vi springer direkte ud i det, for Jette Møller, bedre kendt som vendte Jedte, har skrevet i et opslag:
»Nå ja. Men hvorfor ikke.
Lige nu fremstiller de kød fra homo sapies celler.
Om ikke længe behøver de ikke fremstille det mere. Så er det fri tilgængeligt på alle gadehjørner.
” nak og æd en nabo”
Men bare rolig.
Det bliver ” HEEELT NORMALT”«
I opslaget har hun delt en video fra en Nigeriansk komiker og skuespiller med navnet Mimicko. I videoen viser Mimicko en engelsk TV-udsendelse om, hvordan man producerer laboratoriefremstillet menneskekød i Storbritannien, og en kok tilbereder endda en bøf af menneskekød. For dem der måtte være blokeret af Jette Møller, kan man se videoen her:
Videoen er slettet.
Se, den TV-udsendelse er lavet af Channel Four Television, og har titlen “Gregg Wallace: The British Miracle Meat”. Udsendelsen blev vist på Channel 4 den 24. juli 2023, og er stadig tilgængelig på Channel 4’s hjemmeside fem dage endnu, men kræver, at man opretter et login (jeg gad ikke, så jeg så den i Mimickos video):
https://www.channel4.com/programmes/gregg-wallace-the-british-miracle-meat
Meget af udsendelsen er tilgængelig på YouTube:
TV-udsendelsen har endda allerede fået sin egen Wikipedia-artikel, hvori man kan læse, at den bygger på en satirisk historie, “A Modest Proposal”, skrevet af Jonathan Swift i 1729:
https://en.wikipedia.org/wiki/Gregg_Wallace:_The_British_Miracle_Meat
Udsendelsen har fået kritik fra nogle sider, men den demonstrerer med al tydelighed, at konspirationsteoretikere æder alt råt, ligesom den bekræfter min hypotese om, at de fleste konspirationsteoretikere ikke har sans for humor, ironi og satire.
Facebook-opslag fra den 29. november 2023
Niels Hugo lever en stille konspirationsteoretisk tilværelse på Facebook. Nok fordi han ikke kommer frem i søgeresultaterne, når man søger på hans navn.
Indtil jeg fik et tip i går, så kendte jeg ikke manden, men han har da nogle interessante opslag med alskens konspirationsteorier. Blandt andet et fra i går, hvor han linker til et blogindlæg fra Danmark Vågners hjemmeside:
https://danmarkvaagner.dk/pilot-naegtede-at-sproejte-chemtrails-fyring/
Opslaget er slettet
Blogindlægget handler om en tysk pilot, der i over 30 tilfælde ikke havde tændt for chemtrail-systemet. Derfor blev han naturligvis fyret, og er nu gået til den tyske arbejdsret.
Nederst på blogindlægget fremgår det, at kilden kommer fra Der Postillon. Blogindlægget er sådan set bare, en oversættelse af denne artikel:
https://www.der-postillon.com/2023/10/arbeitsrecht-pilot.html
Nu er der bare det ved det, at når man læser artiklen, så minder det utroligt meget om noget jeg kender. Nemlig satire! Det viser sig da også, at Der Postillon er en satirisk hjemmeside. Det fremgår allerede af det første spørgsmål på sidens FAQ, hvor der oversat fra tysk står:
»1. Er det der står i Postilion korrekt?
Nej, alt hvad der står i Postilion er satire og derfor en fræk løgn. Alle karakterer, der optræder, er fiktive; eventuelle ligheder med levende mennesker er rent tilfældige. Dette burde være indlysende, selvom adskillige kommentarer tyder på, at meget af dette tages for pålydende.«
https://www.der-postillon.com/p/faq.html
Og så vover de såkaldte “vågne” at påstå, at det er os andre, der sover.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topbillede: Jesper Schnoor














