Regnbuen

I en nylig kommentar på min Facebook-side var der en, der syntes det var længe siden, at vi havde hørt fra Tussetøsen. Hende der boede på Bornholm, solgte sin ejendom og købte en camper for pengene, for siden at slå sig ned i Vejle. Hende der påstod, at de sprøjtede med sort gift på Bornholm, og at sneen var lavet af plastik.

Jeg synes egentlig også, at det er længe siden, at vi har hørt noget om Tussetøsen, så jeg tjekkede hendes Facebook-profiler. Tidligere var hun mest aktiv på profilen Tusse Tosen, men nu foregår det meste på hendes anden profil, Mit Navn Er Jeanette. Der gik ikke længe før, at jeg faldt over dette opslag fra den 30. september 2025:

Mit Navn Er Jeanette den 30. september 2025: Hvad er det her

Se opslag

Her stiller Tussetøsen sådan set det simple spørgsmål: Hvad er det her? Svaret er lige så simpelt, for (næsten) enhver kan se, at det er en regnbue.

Regnbuer opstår når Solen er så lavt på himlen, at den kan skinne ind under regnvejrsskyer, og derved spredes lyset fra Solen i regndråberne, der virker som prismer, og danner derved en regnbue. Hvis Solen er højt nok over horisonten, så vil Solens lys være hvidt, og vil derfor være en blanding af alle farver med forskellig bølgelængde. Det blå lys spredes mest, og det røde lys spredes mindst. Dermed vil lyset fra en regnbue normalt være i alle, ja, regnbuens farver.

Hvis Solen derimod er tæt på horisonten, altså lige efter solopgang eller lige før solnedgang, så er Solen orange eller rød, da den trænger gennem mere atmosfære, og Solens lys er dermed også orange eller rødt. Derfor kan man også opleve, at en regnbue rent faktisk kun har en rødlig farve.

Som man ser på billedet, så er netop den røde farve dominerende, men man kan også se, at den går over i orange, gul og grøn. Tussetøsen bekræfter da også, at billedet er taget samme morgen, og opslaget er lavet kl. 7.30. Altså tæt på solopgang.

Vil man vide mere om regnbuer, så kan man læse denne danske Wikipedia-artikel.

Er man nu en rigtig uvidende konspirationsteoretiker, så lader man sig jo ikke nøje med videnskabelige forklaringer, for alle forskere og videnskabsmænd, er jo fulde af løgn. Det kan man også se i kommentarerne:

Kristina Friis: Minder om en regnbue i mørket; men nok deres kunstige haarp. Når de har sprayet på himlen kort forinden solen går ned, ser det sådan ud. Og det ser altid vildere ud i real time. [Vedhæftet billede af kondensstriber ved solnedgang]

Minder om en regnbue i mørket??? Hvis det er helt mørkt, så kan man altså ikke se regnbuer. Derfor er det også “deres” kunstige HAARP, det skyldes. “De” må så være University of Alaska Fairbanks, der driver HAARP. Ikke nok med, at det skyldes HAARP, for det ser altid sådan ud, når “de” har sprayet på himlen kort forinden, Solen er gået ned … og Solen altså skinner under nogle regnvejrsskyer, og du selv står det rigtige sted og kigger i modsat retning af Solen. Hvem “de” nu er, må stå hen i det uvisse, for mig bekendt har University of Alaska Fairbanks ingen fly, der kan danne kondensstriber.

Eline Thea Thøstesen: Det er en almindelig regnbue. De findes i hele, halve og kvarte. - Lone Halberg svarer Eline Thea Thøstesen: også når ikke det har regnet? - Eline Thea Thøstesen svarer Lone Halberg: øhh... kan det være dug, tåge, regn længere væk?

Eline Thea Thøstesen skriver, at det er en almindelig regnbue. Hvad er en almindelig regnbue? Hvis hun mener regnbuer skabt af Solens lys i regndråber, så ses de normalt kun i halve eller mindre. En hel regnbue ville faktisk beskrive en cirkel, men da Jorden er i vejen, så kan man kun se mindst den halve. At se den fulde cirkel ville kræve, at man befandt sig på et fly eller en høj bjergtinde og så selvfølgelig, at det regner hele vejen rundt.

Lone Halberg tilhører tilsyneladende de mennesker, der tror, at regnbuer kommer efter regn. At en regnbue er synlig kræver imidlertid ikke, at det har regnet eller regner der hvor du befinder dig. Kun der hvor du ser regnbuen opstå, kræves regn. Derfor har en regnbue heller ingen fast afstand, da det er et optisk fænomen. Afstanden til en regnbue er simpelthen afstanden fra dig til regnen.

Sascha Schmidt: H.A.A.R.P

Sascha Schmidt konstaterer blot, det er HAARP, men hun konstaterer også så meget andet mærkeligt.

Boris Edvardsen: Tænker at nogen i nærheden af Rødby, måske Kramnitze en aften får nogle gode fotos !!! Der er eller ved at blive installeret HAARP anlæg og de kan ikke ses på Google Maps skjult af staten - Else Ruhe Ludvigsen: Kunstigt - Eva Evys Jørgensen: Nordlys fra Haarp [hjerte-emoji] Tænker jeg [hjerte-emoji]

Mener Boris Edvardsen, at man i Kramnitze på Sydlolland er ved at installere et “HAARP-anlæg”, der er så hemmeligt, at ingen kan se det?

Else Ruhe Ludvigsen mener blot, det er kunstig, uden yderligere udspecificering, mens Eva Evys Jørgensen mener det er nordlys fra HAARP. Hjerte-emojierne forstår jeg ikke helt. Derimod virker hun til at overdrive, når hun skriver “Tænker jeg”.

Det er utroligt, at man i disse oplyste tider, stadig støder på mennesker, der kommer med mærkelige og konspirationsteoretiske forklaringer på dette helt naturlige fænomen. Hvis man i stedet for at komme med disse forklaringer, blot gad oplyse sig en lille bitte smule, så kunne man nemt finde en helt naturlig forklaring. Her skulle man nok tilføje, at Tussetøsen ikke bør spørge sine følgere, for de fleste ved ikke en skid, og undersøger intet.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Stainless Images, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier