Status over vælgererklæringer – Juni/juli 2025

Den 1. juli 2025 sprang jeg min opgørelse over konspirationspartiernes indsamling af vælgererklæringer over. Der var ganske enkelt ikke meget at skrive hjem om. Det er der sådan set heller ikke nu, og det må påregnes, at mine månedlige opgørelser, snarere vil blive kvartalsvise opgørelser fra den 1. oktober 2025, med mindre der selvfølgelig sker noget uventet.

Denne opgørelse vil være for perioden 1. juni 2025 til og med den 31. juli 2025, så lad os se tallene:

Status over vælgererklæringer for konspirationspartierne - Juni/juli 2025

Nye Borgerlige er gået 72 vælgererklæringer frem og har nu 1.571 i alt. Siden den tidligere formand, Martin “Man bli’r, hvad man spiser” Henriksen stoppede i politik, er der ikke mange kendte personer tilbage i partiet, og da jeg så en video, hvor den nye formand, Susanne Borggaard, taler med Kent Nielsen, så har jeg ikke rigtig nogen forhåbninger tilbage for partiet … Det havde jeg sådan set heller ikke inden.

Stabilt Demokrati har mistet 112 vælgererklæringer og har nu 1.219 i alt. Det er heller ikke et parti, som jeg har nogen forhåbninger for. Formanden for partiet er Jørn “Jønke” Nielsen, der er tidligere rocker og er berygtet for det brutale drab på “Makrellen” fra rockergruppen Bullshit. Det hjælper heller ikke på forhåbningerne, at en af partiets næstformænd (de har to) er René Borg. En tidligere politiassistent der virker temmelig langt ude i konspirationsteorier.

Velstandstandspartiet Jorden Frihed Kundskab (JFK21) fortsætter sin tilbagegang med otte mistede vælgererklæringer, og har nu 38 vælgererklæringer tilbage.

Frit Fællesskab har mistet yderligere fire vælgererklæringer, og er nu nede på tre.

Herudover er der intet sket, men på næste opgørelse vil jeg fjerne tre partier. Det er naturligvis partierne Partiet Samfundssind for Frihed, PHD: Partiet Hansen Danmark og “Vi er folket – som vil Danmark”, som ingen tilsyneladende vil vedkende sig mere. Der simpelthen ikke sket en fis med de partier, så medmindre der pludselig skulle ske voldsomme ændringer, så vil jeg ignorere dem.

Nu skal vi til noget lidt andet, men også noget der har med politik at gøre. I juli måned var der nemlig to borgerforslag fra konspirationsteoretikere, der udløb.

Det første borgerforslag der udløb, havde titlen Folkets Basisindkomst i Danmark. Det var naturligvis Kaj Verner, der havde stillet forslaget, og ved dets udløb den 16. juli 2025 havde det opnået 154 støtter. Selvom Kaj Verner har lidt det ene nederlag efter det andet med sin basisindkomst, tidligere borgerløn, så taler han stadig om den. Manden fatter tilsyneladende ikke, at det ikke har den store interesse i befolkningen.

Så er der lidt mere guf i det næste borgerforslag, der udløb den 22. juli 2025. Det havde titlen Nej til indførelse af det kemiske stof Bovaer som tillægsfoder til kvæg. Det var stillet af Sopfie Francisca Lotus Deepclaire og det øvrige slæng fra JFK21. Ved borgerforslagets udløb havde det opnået 2.757 støtter, og manglede altså bare sølle 47.243 støtter i at blive taget op i Folketinget. Det kunne jo være en indikator af, at befolkningen ikke ønsker at støtte borgerforslag fra en flok konspirationsteoretikere, der spreder løgne om Bovaer, eller at det meste af befolkningen ikke er imod Bovaer i køernes foder. Det ene udelukker dog ikke det andet.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Martin Auge, Pexels

Seneste indlæg

Del på sociale medier