Den 9. juli 2025 skrev jeg et opslag på Facebook om seks “gode grunde” til at bruge kontanter. Grundene var imidlertid knap så gode, og mange af dem var direkte konspiratoriske.
Lørdag aften fra omkring kl. 19.30 til omkring kl. 22.30 gik Nets systemer meget apropos fuldstændig i udu, og nedbruddet ramte praktisk talt alle, der forsøgte at betale med kort. Det var ikke det værste tidspunkt, at nedbruddet skete, men det var så sandelig heller ikke det bedste. Det var primært på restaurationer, barer, forlystelser og ikke mindst festivaler og koncerter, forretningsdrivende og kunder blev ramt af nedbruddet. Også danskere i udlandet var ramt. Det man nok har hørt mest om, er det kaos, der opstod ved Storebæltsbroen, hvor der var lange køer ved betalingsanlæggene, og hvor mange bilister lod deres frustration gå ud over de ansatte i form af trusler, og i enkelte tilfælde hærværk, da nogle ødelagde to bomme, ved at forsøge at tvinge dem op.
Nets er med rette blevet kritiseret, for manglende kommunikation i forbindelse med nedbruddet. Selv VIP-kunder kunne ikke få kontakt til Nets, og i skrivende stund ved vi ikke, hvad årsagen til nedbruddet var. Nets har kun meldt ud, at det ikke skyldtes eksternt påvirkning, altså f.eks. et hackerangreb.
I mit Facebook-opslag fra den 9. juli 2025 skriver jeg til sidst, at jeg har svært ved at se, hvilken berettigelse Facebook-sider som Bevar Kontanter og lignende sider og grupper har, for der er ingenting der tyder på, at kontanter bliver afskaffet lige med det samme. Dette understreges i en udtalelse fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Benny Engelbrecht, kom med i et interview på TV 2 News i søndags. Udover kritik af Nets understregede han nemlig, at der ingen planer er for at udfase kontanter, samt at der kommer en helt ny seddelserie i nær fremtid. Han nævnte også, at den offline-betalingsmulighed, som de fleste dagligvarebutikker kan benytte, måske skulle indføres på Storebæltsbroen.
I modsætning til hvad jeg skrev i mit opslag den 9. juli, så eksisterer der allerede en mulighed for at betale med et fysisk Dankort offline, og i nogle tilfælde også VISA og Mastercard. Det kræver som nævnt, at man har et fysisk kort, samt at butikkens terminal sættes i offline-tilstand. Det er imidlertid mit indtryk af pressens dækning af nedbruddet, at mange forretningsdrivende enten ikke har en aftale om offline-betaling eller at personalet ikke har kendskab til muligheden.
På trods af, at intet tyder på, at kontanter bliver afskaffet, så er der flere konspirationsteoretikere der råber op om, at kontanter skal bevares på baggrund af nedbruddet. Blandt andet Annette Narimani, der nu kalder sig Annette Parmesana, eller noget i den retning, på Facebook, henviser direkte til Facebook-siden “Bevar Kontanter”. Hun skriver i øvrigt, at hun fint kunne handle, så hun har nok ikke handlet på Temu lørdag aften.
Jeg har så valgt et Facebook-opslag fra det omvandrende medicinske orakel Jette Sofia Pedersen, tidligere Jette Møller, men bedre kendt som Vendte Jedte, der dog kun kort nævner nedbruddet, og derefter fortsætter til WHO uden sammenhæng i øvrigt. Opslaget er fra i lørdags, mens nedbruddet stod på:
Det hun skriver om WHO vil jeg kun berøre kort. Det er noget totalt vrøvl. Desuden er der ikke noget, der hedder oviedo-loven. Der er tale om en konvention, der ofte kaldes Oviedo-konventionen, men rigtigt hedder Europarådets konvention af 4. april 1997 om menneskerettigheder og biomedicin. Den bliver på ingen måde sat ud af kraft, på grund af WHO-traktaterne.
Det som jeg fokuserer på i dette opslag, er Jette Sofia Pedersens indledende bemærkning:
Alt er nede. – ja alt elektronisk penge system.
Knap og nap! MobilePay virkede i de fleste tilfælde, ligesom nogle butikker gav mulighed for betaling offline.
Charlotte Biil Jensen tager tilsyneladende Jette Sofia Pedersens ord meget bogstaveligt:
Nej, det var ikke hele verden, og det var Nets, der var den “skyldige”.
Søren Weiss leverer en temmelig neutral kommentar, men Marianne Bay Hede aka Ukuelig Mormor, har en konspirationsteori:
Hvad i alverden skal Nets nedbrud fjerne fokus fra på en lørdag aften?
Carina Olsen, der anvender BDP-systemet til tegnsætning, mener at folk er ved at vågne:
Hvad det præcis er, som Carina Olsen mener får folk til at vågne, er jeg ikke sikker på. Ud fra opslaget kunne det både være nedbruddet og Jette Sofia Pedersens påstande om WHO. Der er dog intet, der tyder på, at nogen af delene får folk til at “vågne” i den forstand, som Carina Olsen sikkert mener.
Når jeg så ser navnet Alice Agerbæk, så kommer jeg uvilkårligt til at tænke på gummiceller og spændetrøjer. Hun skriver, at magten skal afvæbnes med ignorering, men også at Zelenskyj og Mette Frederiksen skal fængsles i isolation, og porten smækkes efter dem for evigt. Hvordan gør man det med ignorering? Henriette Christensen er klar, mens Morten Behrens er enig. Igen kommer jeg uvilkårligt til at tænke på gummiceller og spændetrøjer.
Der er ingen tvivl om, at lørdagens nedbrud får nogle til at tænke procedurerne igennem ved nedbrud. Sund & Bælt har allerede ændret deres, så bommene ved Storebæltsbroen vil blive åbnet ved kødannelse i forbindelse med et nedbrud. Det store spørgsmål der hænger i luften, er, hvor fanden er Nets henne i det her?
Driftsforstyrrelser hos Nets er sjældne. Nedbrud som i lørdags endnu sjældnere, og sandsynligheden for, at netop en selv bliver ramt af en driftsforstyrrelse eller et nedbrud, gør, at det vil være endnu mere sjældent, at man bliver ramt. Personligt har jeg endnu til gode at opleve det, og lørdagens nedbrud giver ikke anledning til, at jeg ændrer adfærd. Jeg vil fortsat betale med kort, jeg bryder mig stadig ikke om kontanter og jeg finder stadig ikke eksistensgrundlag for “Bevar Kontanter” og lignende sider og grupper, da kontanter ikke vil blive afskaffet lige med det samme.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: CardMapr.nl, Unsplash



![Søren Weiss: Nets er ved at have løst problemet skriver de nu - Ukuelig Mormor (Merianne Bay Hede) svarer Søren Weiss: Nets nedbrud er kun brugt til, at fjerne fokus og samtidig træne [tre fåre-emojis] - Anker Jeppesen svarer Ukuelig Mormor (Marianne Bay Hede): Godt og rigtigt skrevet her. Tror også det kan være folk for øjnene op for kontantløse samfund ikke dur til noget.](https://usercontent.one/wp/www.detsovendefaar.dk/wp-content/uploads/2025/07/Det-store-nedbrud-3.jpg?media=1761897458)
![Carina Olsen: det har dog været en pine at være " vågen" synes jeg , fordi folk simpelthen ikke tror på en . og gang på gang har det vist sig at være sandt , men nu ser det ud til at vores drøm er ved at komme i opfyldelse for folk er ved at vågne , de kan alle mærke noget er galt . puha det er befriende . - Henriette Christensen svarer Carina Olsen: hvor er jeg enig men jeg kan da frygte at det nu er for sent - Alice Agerbæk svarer Henriette Christensen: nej det er det ikke - alt kan lade sig gøre - endnu - vi skal bare have smidt de narsisister ud af regeringerne og ledelsen i hele verden - hvor svært kan det være? - Passiv civil ulydighed - fra alle - både almindelige mennesker og dem er sidder og admidstrerer økonomien - Alle skal bare gøre det retfærdige og fordele ligeværdigt og hensigtsmæssigt - hjælpe hinanden og tale sammen om hvordan? - Magten skal afvæbnes med ignorerering - også fra både soldaternes og politiets side - Amerikanske soldater kan rejse hjem og passe deres eget! - og Zelinskidderikken fængsles sammen med Mette F. - i isolation- - de største af narcissisterne samme vej - BOM og smække porten efter dem for evigt! - Henriette Christensen svarer Alice Agerbæk jeg er klar - Morten Behrens svarer Alice Agerbæk: nemlig [thumps up-emoji]](https://usercontent.one/wp/www.detsovendefaar.dk/wp-content/uploads/2025/07/Det-store-nedbrud-4.jpg?media=1761897458)





