Som det vil være flere bekendt, så har DR og Information afdækket en påvirkningsoperation fra russisk side i Danmark. En påvirkningsoperation der blandt andet inkluderer Kent Nielsen, også kendt som “Den Ternede Skjorte (med de skøre knapper)” eller “skakbrættet uden brikker at flytte rundt med”.
DR har modtaget næsten 50.000 mails og over 20.000 vedhæftede filer fra den russiske statsfond Pravfond. Disse dokumenter har DR delt med blandt andet Information. Oplysningerne har nu givet anledning til en artikel i DR samt en artikel i Information (under betalingsmur).
Pravfond hører under det russiske udenrigsministerium og ifølge vestlige efterretninger, så benyttes fonden blandt andet til påvirkningsoperationer. Siden 2023 har fonden været sanktioneret af EU for at skabe “ustabilitet og splittelse”. En af påvirkningsoperationerne er gået ud på at finansiere Telegram-kanalen Velinformeret med omkring 200.000 kroner for driften i 2025.
Jeg har i flere år haft kendskab til Velinformeret, der i skrivende stund har 1.653 abonnenter. Den blander opslag med ægte nyheder sammen med opslag, der bærer stærkt præg af russisk propaganda og desinformation. Det er den 21. maj 2025 kommet frem i en artikel fra DR, at Velinformeret drives af en person ved navn Zenia Grynberg, der er russisk statsborger, og som i 1990 flyttede til Danmark. Her har hun tidligere været engageret i dansk politik, og var indtil 2015 medlem af Liberal Alliance.
Det fremgår også af dokumenterne fra Pravfond, at der i ansøgningen fra Zenia Grynberg den 18. februar 2025 var afsat lidt over 40.000 kroner til aflønning af to personer for “journalistik, analyse og informationssøgning”. En af disse personer er en russisk statsborger, den anden er Kent Nielsen.
Den 25. juni 2025 offentliggjorde Kent Nielsen denne video:
I videoen stilles Kent Nielsen egentlig kun to spørgsmål. Om han kender til Velinformeret, og om han har modtaget penge fra Zenia Grynberg for at lave indhold til Velinformeret, dog med det tillægsspørgsmål, om at han i givet fald viste, at pengene kom fra Pravfond i Rusland. Kent Nielsen besvarer ingen af spørgsmålene, men angriber i stedet journalisten og DR. Undlad at svare, tal udenom og angrib modparten, er jo en velkendt taktik fra konspirationsteoretikere. Specielt når hans følgere naturligvis i forvejen er overbevist om, at DR er de ondeste selv.
Der er to ting, der virkelig undrer mig. Den første ting er, at Kent Nielsen påstår, at man beskyldte ham for at være russisk spion, hvilket ingenlunde er tilfældet. Han bliver stillet to spørgsmål, og de er da nemme at svare på … hvis man da har rent mel i posen. Den anden er, at samtalen er fra maj 2025. Hvorfor ventede Kent Nielsen så længe med at offentliggøre samtalen? Troede han, at sagen var drevet over? Eller vidste han, at artiklerne var på vej, så han forberedte sine følgere?
Den 3. juli 2025 efter at artiklerne er kommet frem, så offentliggør Kent Nielsen en video med et telefoninterview den 1. juli 2025 med en journalist fra Information:
I Kent Nielsens offentlige Facebook-gruppe Boykot krigstosseriet bemærkede jeg på et tidspunkt, at Kent Nielsen delte rigtig mange opslag fra Velinformeret. Siden den 18. marts 2025 har Kent Nielsen delt 47 opslag fra Velinformeret alene i denne gruppe. Samtidig fremgår det af artiklerne i DR og Information, at de har gennemgået omkring 1.100 opslag fra Velinformeret med delinger fra andre kanaler, hvor en tredjedel været indhold fra Kent Nielsen og fra kanaler han driver. Det er da mere end påfaldende, og lugter langt væk af en form for aftale.
Selvom det fremgår tydeligt af videoen, at Kent Nielsen nu ved, at Velinformeret er støttet af den russiske stat gennem Pravfond, så har han for mindre end 24 timer siden, postet dette opslag:
Herefter er da ingen tvivl om, at Kent Nielsen støtter Rusland. Nu kan han ikke engang kaldes Putins nyttige idiot, da han er fuldstændig vidende om, hvem han støtter. Spørgsmålet er så, hvad man nu kan kalde ham?
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Dmitry Ant, Unsplash