Lørdag den 14. juni 2025 skal der holdes et arrangement i Birkerød, og det er ikke et hvilket som helst arrangement. Det er nemlig det arrangement, som globalisterne frygter allermest:
Ifølge Flemming Blichers blogindlæg, er det globalisterne frygter allermest et par gratis foredrag, et bytte- og bagagerumsmarked med mulighed for at gøre en god handel og at man medbringer sin egen mad til grillen.
Puha! Globalisterne må da ryste i sin grundvold af frygt.
Hvem er så globalisterne? Tja, ifølge billedet er det George Soros, Bill Gates, Mark Zuckerberg, Andrew Carnegie, John D. Rockefeller og Henry Ford, men de tre sidstnævnte er døde i henholdsvis 1919, 1937 og 1947. Vi må da håbe, at de havde udarbejdet vejledninger inden de døde. Blandt andet i, hvordan en rigtig ond latter skal udføres.
Billedet anvendes i øvrigt på Australian National Universitys (ANU) hjemmeside, men stammer oprindeligt fra en artikel i The New York Times. Både siden på ANU og artiklen i The New York Times handler om filantroper. Puha ja, hvor er de onde! Sådan bare at give sine penge væk til velgørenhed. De må le deres onde latter, som de har lært fra vejledningerne udarbejdet af Andrew Carnegie, John D. Rockefeller og Henry Ford, hele vejen fra banken, bærende på en stor pose penge, de vil give væk til velgørenhed.
Sådan et bagagerumsmarked, er det sådan et marked, hvor man kan få et splinternyt bagagerum? Eftersom det er et bytte- og bagagerumsmarked, så kan det jo også være, at man har mulighed for at bytte sit bagagerum i sin gamle Ford Taunus ud med et fra en Volvo Amazon. Jamen, jamen, hvor bliver de levende globalister, altså George Soros, Bill Gates og Mark Zuckerberg, dog bange bare ved tanken. Hvis Henry Ford havde levet, så ville han da have fået sit livs chok ved denne tanke.
Hvis det så også er den tidligere næstformand for Frihedslisten Lisa Sofia Larssons sambo, Markus Hvass, der skal grille, så er der virkelig grund til at blive bange. Jeg har set i Naboen fra helvede, hvordan han griller. Kun en tåbe frygter ikke Markus Hvass’ grilning.
Måske man skulle gøre noget, som konspirationsteoretikerne aldrig gør, nemlig at læse det hele.
Hov! Det viser sig, at “Det globalisterne frygter allermest”, er titlen på et foredrag, som Flemming Blicher vil holde. Av-aver-aver! Nu må de tre levende globalister da blive rigtig, rigtig bange … men det er nok frygt for at snorke under den søde søvn, som Flemming Blichers foredrag utvivlsomt vil frembringe.
Ifølge beskrivelsen af foredraget, så har konspirationsteoretikerne allerede nøglen til den modstand, som globalisterne frygter allermest. Her ser jeg dog et kæmpe problem. Konspirationsteoretikerne hævder jo at være frihedselskende, så de kan da umuligt vide, hvad en nøgle bruges til. En låst dør? Puha, puha! Ren frihedsberøvelse. En låst låge? Puha, puha! Ren frihedsberøvelse. Et låst skrin? Puha, puha! Ren frihedsberøvelse.
Det andet foredrag er med Susanne Loumand, og har titlen “Selvforsyning i Hørsholm”, og det er vist noget med at leje grunde ud til selvforsyningsprojekter i Birkerød … Hørsholm? … Birkerød? … Jamen, potato, potato eller noget.
Det viser sig så også, at arrangementet slet ikke er i Birkerød, men i Hørsholm. Ovenikøbet afholdes det i konspirationsteoretikernes teknologiske højborg. Nemlig i Hørsholm Brevdueforenings gamle foreningslokale.
Bytte- og bagagerumsmarkedet går tilsyneladende også ud på at spille Tetris med biler. Hvis vejret ikke arter sig, kan man dog rykke indendørs. Så må vi håbe på, at Hørsholm Brevdueforenings gamle foreningslokale har en bred dør, så alle bilerne kan komme igennem.
Først lærer man, hvad globalisterne frygter allermest. Så hører man om mulighederne for selvforsyning i Hørsholm, ovenikøbet selvforsyning på den ejendom, hvor arrangementet finder sted. Så kan man bytte eller købe et nyt bagagerum, og spille Tetris med biler. Sikke en fest det dog bliver, med mindre selvfølgelig, at Markus Hvass skal grille, for så møder brandvæsenet og politiet op og stopper festen.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: vai_jcw F56, Unsplash