Meget kan man sige om de konspirationsteoretiske kredse i Danmark, men kedelige bliver de aldrig.
Vi skal nu se på et arrangement, hvor arrangøren er Flemming Blicher, der jo også er kendt som stedtiptiptipoldebarn af Gyde Christiane Nielsdatter Gudme. Arrangementet har titlen “Den dybe stat og samfundsudviklingen”, og er et foredrags- og underholdningsarrangement, hvor foredragsholderne og underholderne er Connie Ringgaard, Jon Knudsen, Kaspar Bonde Eriksen, Freddie Poulsen, Peer Brændgaard, Max Schmeling, Michael Douglas Collins (ham fra NOL DANMARK), Flemming Blicher, Nordine, Salzer, DJ Severin, Lützen Trio. Det kan dog diskuteres, om ikke alle egentlig bare står for underholdningen.
Se, arrangementet skal finde sted lørdag den 31. maj 2025, men en uge senere havde Daniel Rosenberg, der på Facebook kalder sig D’Amaro Orgonite, men som måske bedre er kendt som ChaosNavigator eller bare Orgonitmanden, lavet et andet arrangement med flere af de samme kunstnere. Det fik Orgonitmanden til at aflyse sit arrangement, for det kan man naturligvis ikke have, for der er nemlig en veletableret ofte uskreven regel i musik- og eventbranchen:
Dermed har vi så den første splittelse omkring Flemming Blichers arrangement, men det bliver bedre endnu.
I sit blogindlæg fra den 21. april 2025 skriver Flemming Blicher:
Køb din billet ved at skrive dit navn i en e-mail – og hvor mange billetter du ønsker – til e-mail-adressen:
31.maj@de3fiktioner.dk
Efter du har sendt en e-mail vil du modtage en e-mail fra mig med instruktion til at lave en kontooverførsel. Overfører du ikke inden 3 dage, vil billetten muligvis blive solgt til anden side. Det er først når du har betalt og modtaget en bekræftelse fra mig, at du er tilmeldt arrangementet.
Der bliver kun solgt et begrænset antal billetter da der kun er plads til 200 deltagere.
Folk der møder op uden billetter vil desværre blive afvist i døren.
Indtil den 1. maj 2025 var der tale om en pris på 300 kroner pr. billet, men herefter steg prisen til 400 kroner pr. billet.
Flemming Blicher giver her et tilbud. Alle kan blot skrive en e-mail til Flemming Blicher, hvor de beder om et antal billetter, hvorefter Flemming Blicher vil sende en e-mail med instruktion om betalingen. Herefter har man tre dage til at betale. Betaler man, sender Flemming Blicher herefter en bekræftelse på, at man er tilmeldt arrangementet.
Dette tilbud er der et medie, der har benyttet sig af, hvilket Flemming Blicher stolt og glad meddeler den 14. maj 2025:
Dermed er der indgået en aftale mellem arrangøren, Flemming Blicher, og TjekDet. Her skal vi lige hæfte os ved aftalelovens § 1:
Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren. Reglerne i §§ 2-9 kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet følger af tilbudet eller svaret eller af handelsbrug eller anden sædvane.
Det er imidlertid ikke alle, der er tilfreds med, at TjekDet møder op til arrangementet, så den 18. maj 2025 laver Flemming Blicher dette opslag på sin profil:
I kommentarsporet er der imidlertid uenighed om TjekDets deltagelse i arrangementet:
Dermed har vi den anden splittelse omkring Flemming Blichers arrangement, men nu kommer også tiden, hvor jeg tager til genmæle, for Connie Ringgaard sammenligner nemlig TjekDet og Det Sovende Får, altså mig. Det er imidlertid lidt svært at se, hvor Connie Ringgaards citat fra en anden foredragsholder slutter, da hun har glemt et afsluttende citationstegn. Jeg tror dog, at citatet slutter lige før, hun nævner TjekDet og mig i samme sætning.
Jeg er naturligvis beæret over sammenligningen, hvor TjekDet kun “er lige niveauet højere end Det Sovende Får”. Det er dog en voldsom underdrivelse af TjekDets formåen. Medarbejderne er uddannede journalister, og har ressourcerne til at lave tilbundsgående journalistik, hvor de blandt andet forhører sig med eksperter på det område, de skriver om. Det er imidlertid også en voldsom underdrivelse af mig, når Connie Ringgaard påstår, at jeg “bare direkte latterliggør folk”. Når personer, som f.eks. Connie Ringgaard, kommer med latterlige påstande, ja, så undersøger jeg faktisk påstandene, og jeg dokumenterer altid det, jeg skriver. I modsætning til TjekDet, så har jeg ikke ressourcer til at indhente information om tingene fra blandt andet ledende eksperter, men må “nøjes” med det, jeg kan finde online. Dette er dog stadig en stor kontrast til det som konspirationsteoretikere, som f.eks. Connie Ringgaard, præsterer. Her ser vi bare skærmbilleder af overskrifter, hvor artiklen hverken er læst af forfatteren eller følgerne. Påstande der ikke er dokumenteret. Links til andre konspirationsteoretikeres udokumenterede påstande eller stærke insinuationer eller direkte påstande om, at dødsfald af personer under 70 år skyldes vaccinen, uden at der er skyggen af evidens for hverken, at dødsfaldet har sammenhæng med vaccinen, eller om personen overhovedet er vaccineret.
At Connie Ringgaard, som vi jo ved, overhovedet ikke kan tåle at blive sagt imod, er kraftigt imod TjekDets deltagelse fremgår også af en kommentar hun har lavet i hovedsporet til Flemming Blichers opslag:
Connie Ringgaard hævder, at TjekDet har haft hende under “kærlig behandling” adskillige gange. “Adskillige gange” betyder imidlertid et temmeligt stort antal gange, og faktisk er Connie Ringgaard kun nævnt tre gange i artikler fra TjekDet.
Første gang TjekDet skriver om hende var i en artikel den 13. november 2020, hvor hun kommer med et væld af usandheder i sin video med en jurist fra Institut for Menneskerettigheder.
Anden gang stammer fra en artikel fra den 21. februar 2023 om Henriette Ergemann, hvor Connie Ringgaard er nævnt som den, der drev Den Frie Presse, hvorfra der jævnligt blev udbredt “coronaskeptisk og vaccinekritisk indhold”.
Tredje og sidste gang skrev jeg faktisk et langt blogindlæg om, for Connie Ringgaard var meget … Hovsa! Også meget sur på TjekDet dengang og truede med sagsanlæg. Det var en artikel i TjekDet om Bovaer den 13. december 2024, og hvordan konspirationsteoretikere og vaccinemodstandere [antivaxxere] angreb Arla.
Der er personer, som TjekDet har skrevet adskillige gange om, men Connie Ringgaard er ikke en af dem. Tre gange, hvor hun den ene gang kun er en biperson, er ikke adskillige gange. Til sammenligning har jeg nævnt Connie Ringgaard i 25 blogindlæg. Det vil jeg godt medgive, er adskillige gange. Hvis der kommer konspirationsteoretikere i kommentarsporet på Facebook om dette blogindlæg, så er jeg næsten sikker på, at nogen vil påpege, at TjekDet og jeg anvender udtrykket “et væld af usandheder” ovenfor. Det er jeg så forberedt på.
I kommentarsporet er der en del, der går ind for, at TjekDet kan deltage på fredelig vis i arrangementet, men der er sandelig også den modsatte holdning:
Udover at Flemming Blicher allerede har kvajet sig voldsomt ved at oplyse, at TjekDet har købt billetter, så kvajer han sig endnu engang voldsomt, og hans beslutning har også fået konsekvenser. Den 19. maj 2025, kl. 21.26 sender han nemlig en e-mail til Nathalie Damgaard Frisch, der er publiceringsredaktør på TjekDet. I e-mailen bekræfter han, at TjekDet har indbetalt 2 x 400 kroner for deltagelsen, men nu sætter han pludselig en betingelse for, at TjekDet kan deltage:
Betingelsen for at I kan deltage er, at I senest 5 dage inden eventet, dvs. 25. maj, fremlægger uomtvisteligt bevis for, at det ikke kan lade sig gøre, at der eksisterer en Dyb Stat, som styrer magtudøvelsen i Danmark og dermed de facto også styrer beslutninger taget af den danske regering, Folketinget og Kongehuset.
Her begår Flemming Blicher et klokkeklart aftalebrud jf. aftalelovens § 1, som nævnt ovenfor. Han bekræfter ovenikøbet igen, at TjekDet har indbetalt billetprisen, ganske som han gjorde i sit blogindlæg den 14. maj 2025. Han sætter efter aftalens indgåelse en fuldstændig uhørt betingelse for TjekDets deltagelse. Det ville svare til, at jeg som ateist, skulle modbevise Guds eksistens, inden jeg fik lov til at deltage i en kirkelig begravelse.
Det er imidlertid ikke andre, som skal modbevise eksistensen af en dyb stat. Det er dem, der påstår, at en sådan dyb stat eksisterer, der skal bevise det. Ufalsificerbare påstande, som eksistensen af en dyb stat, kan ingen modbevise, men man kan altid usandsynliggøre dem og argumentere imod dem. F.eks. ved, at antallet af personer involveret i en sådan konspiration, ville omfatte hundredtusinder af mennesker, og det ville være et rent mirakel, hvis de alle skulle holde tæt om hemmeligheden. Imidlertid er der aldrig fremkommet skyggen af evidens for, at en sådan dyb stat eksisterer. Kun kringlede påstande opstået i de mørke afkroge af konspirationsteoretikeres hjerner.
Kære Flemming Blicher. Læs lidt op på Russel’s teapot og Hitchen’s razor og retsprincipper i øvrigt.
Vi kan kun konkludere, at arrangementet udelukkende henvender sig til personer, der allerede er overbevist om, at en dyb stat eksisterer. De er jo allerede faldet for løgnene.
Sidst i e-mailen skriver Flemming Blicher:
PS: Såfremt det ikke er muligt at fremlægge den ønskede dokumentation, og TjekDet i stedet ønsker at få de indbetalte 800 kr. retur, skal I blot skrive en e-mail til samme adresse og oplyse, at I ikke kan fremskaffe pågældende dokumentation. I så fald vil jeg bede om at I deler jeres individuelle tanker om, hvorfor dette ikke er jer muligt.
Dagen efter sender redaktionschefen på TjekDet, Steen Jensen, en e-mail til Flemming Blicher, hvor de blandt andet sætter spørgsmålstegn ved deres deltageres sikkerhed, baseret på den debat Flemming Blicher har rejst på sin profil. Herudover meddeler de, at de ikke opfylder krav fra eller afleverer beviser til enhver arrangør af et ellers offentligt arrangement, hvorfor de forlanger deres 800 kroner tilbagebetalt.
Flemming Blicher tror imidlertid dette er et debatoplæg, så han fremsender en lang skrivelse til TjekDet den 21. maj 2025, hvor han blandt andet skriver:
Nathalie og hendes ledsager har endnu nogle dage til at fremskaffe den forespurgte dokumentation og eventuelt derefter deltage i arrangementet. Skulle de ønske at få pengene tilbage, så skal de bare skrive at dokumentationen ikke kan fremskaffes og dele deres tanker om hvorfor denne dokumentation ikke kan fremskaffes. Så får de pengene retur minus eventuelle gebyrer.
Imidlertid er det Flemming Blicher, der begår aftalebrud ved pludselig at ændre betingelserne for deltagelse. Desuden er arrangementet i hans brev pludseligt blevet et privat arrangement. Det er lidt sent at ændre det til et privat arrangement, når det tidligere har været offentligt. Der er ingen krav om, at man skal være medlem af noget, eller det kun gælder inviterede. Privat arrangement min bare røv! Flemming Blicher skal bare hoste op med pengene.
Flemming Blicher har offentliggjort korrespondancen på sin blog den 21. maj 2025. Her henviser han blandt andet til “kontraktlovgivningen”, der dog officielt hedder aftaleret. Hans argument for at udelukke TjekDet, er, at TjekDet handler i ond tro. Jeg bemærker dog, at han ikke henviser til nogen paragraf i aftaleloven. Nok fordi han ikke kan finde nogen.
Som jeg tidligere har skrevet, så får Flemming Blichers uhørte krav til TjekDet konsekvenser. En af foredragsholderne til arrangementet har nemlig meldt afbud på grund af kravet, og dermed er der plads til endnu mere splittelse:
Peer Brændgaard begrunder sit afbud med, at kravet af indlysende grunde er absurd, men også at Flemming Blicher gør det til et spørgsmål om, at “vi tror på den dybe stat”, hvilket Peer Brændgaard ikke er helt med på.
Det bliver imidlertid endnu mere farceagtigt, for der er vist ikke solgt særlig mange billetter. I forgårs, den 22. maj 2025, har Flemming Blicher nemlig udlovet 10 gratis billetter til dem, der deler information om arrangementet. Hvorvidt det er billetprisen for arrangementet eller den splittelse i konspirationsteoretiske kredse, der har bevirket det manglende billetsalg, må stå hen i det uvisse. Det kan selvfølgelig også blot være fordi, at arrangementet ikke har særlig stor interesse.
Med hele denne historie, er det vist udover enhver tvivl påvist, at der er tale om en sektlignende forsamling. Mange vil leve i et ekkokammer, hvor man ikke tåler at blive sagt imod, og man mærker tydeligt den massive kognitive dissonans i kommentarsporet på Flemming Blichers opslag. Herudover bemærker jeg, at Flemming Blicher pludselig vender 180°, og nu er imod TjekDets deltagelse. Noget han jo ellers var glad og stolt over i sit blogindlæg den 14. maj 2025.
Det rejser spørgsmål om, hvorvidt Flemming Blicher har nogen som helst integritet, eller om han blot er en vendekåbe, der ikke tør gå imod Connie Ringgaard.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Jan Schwebel, Pexels