Det juridiske dokument … Nu som brudstykker

Jan Andersen aka The Truth Teller arbejder videre med sit juridiske dokument, hvor han opsiger sit job som værge for … sig selv???

Ikke nok med, at han opsiger sit job som værge for … sig selv??? Han udtræder simpelthen af systemet, men han træder ikke ud af landet Danmark eller sin nationalitet. Kun af firmaerne STATEN – KONGEHUSET. Det skriver han i et opslag den 8. maj 2025:

Jan Andersen (The Truth Teller) den 8. maj 2025: Dette er brudstykker af det dokument jeg er ved at lave, hvor jeg ikke træder ud af landet Danmark, ikke ud af min nationalitet, men ud af firmaerne STATEN - KONGEHUSETS system, opsiger jobbet som værge for den juridiske enhed/person, som jeg aldrig har givet samtykke til at bestride, ej heller har skrevet under på en kontrakt med disse firma om at bestride. Derefter kommer det lønkrav fra jeg blev født til min opsigelse, da jeg aldrig har set en kr. for det 24/7/365 job jeg har bestridt imod min viden og vilje, dette tillægges der 6% rente fra den dag jeg blev født. Derudover har vi erstatningskrav og, at der skal tilbage betales 50% at de penge de imod den fysiske mands vilje er stjålet på en bevidst vildfarelse på vegne af den juridiske person osv. der er meget der skal gås igennem. ERKLÆRING OM UDTRÆDELSE AF SYSTEMET styret af virksomhederne STATEN - KONGEHUSET. fra den fysisk biologiske mand Gotfred KettyChristianssøn. Dette dokument er en formel og juridisk gyldig meddelelse om, at jeg, som fysisk biologisk mand, ikke længere identificerer mig med eller agerer på vegne af den juridiske enhed, som staten Danmark uden mit samtykke har registreret i mit navn. - Ret til frihed og identitet: "Grundlovens § 71, stk. 1: Den personlige frihed er ukrænkelig." Jeg nægter at agere som repræsentant for en fiktiv juridisk entitet. Jeg er ikke en juridisk person. Jeg er et levende menneske. - Ingen gyldig kontrakt med staten: "Aftaleloven § 1 og § 6: Kun gyldige, frivillige aftaler er bindende." Der eksisterer ingen underskrevet kontrakt, der pålægger mig pligt til at handle på vegne af "Jan Andersen 220768". - Ingen samtykke til databehandling: "GDPR artikel 6: Enhver behandling af persondata kræver samtykke." Jeg har ikke givet og giver ikke samtykke til, at staten eller dens underleverandører behandler data relateret til den juridiske enhed. - Jeg er født fri: "FN’s Menneskerettighedserklæring artikel 1 og 6:" Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Jeg står som mand – ikke som statens ejerkode eller aktør i et administrativt register. - Dette er ikke oprør – det er afklaring. Ikke protest – men position. Jeg træder ikke ud af noget – jeg træder hjem i det, jeg altid har været: Fri.

Se opslag

Han fastholder også sit erstatnings- og lønkrav fra sin fødsel, da han betragter det som et 24/7/365-job. Sig mig arbejder han også i søvne? Glemmer han så ikke også, at hans forældre var hans værger indtil han fyldte 18 år? Her blev han altså først myndig, og kunne varetage sine egne interesser … Det kan så nok diskuteres, hvor godt han har håndteret det.

Jeg bemærker også, at hans krav om refusion af skat nu kun er 50%. I hans tidligere opslag var det ellers 90%, hvilket jeg beskrev i mit tidligere blogindlæg.

Lad os så se på Jan Andersens brudstykker:

Han starter sit “juridiske dokument” med at skrive:

Venstre citationstegn  ERKLÆRING OM UDTRÆDELSE AF SYSTEMET styret af virksomhederne STATEN – KONGEHUSET.
fra den fysisk biologiske mand Gotfred KettyChristianssøn

Allerede der hopper kæden af, for personen Gotfred KettyChristianssøn er en fiktiv person, der kun eksisterer i Jan Andersens fantasi. Derfor kan det efterfølgende i dokumentet også betragtes som fiktivt.

Så erklærer Jan Andersen, at dokumentet er en formel og juridisk gyldig meddelelse … Nej! Hvis dokumentet var juridisk gyldigt, så skulle det jo kunne holde i en retssag, men som vi skal se, så holder det ikke juridisk.

I sit første punkt, så henviser Jan Andersen til grundlovens § 71 og på sædvanlig konspirationsteoretisk maner, så aner han ikke, hvad den handler om. Han henviser kun til indledningen til paragraffen “Den personlige frihed er ukrænkelig”, hvilket tilsyneladende forleder ham til at tro, at han kan gøre hvad han vil. Det er imidlertid ikke det som paragraffen handler om. Den handler om, hvorledes man kan frihedsberøves, f.eks. ved at man fængsles.

I det andet punkt, så henviser Jan Andersen til aftalelovens §§ 1 og 6, der begge står i første kapitel med titlen “Om afslutning af aftaler”.

§ 1 siger:

Venstre citationstegn  Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren. Reglerne i §§ 2-9 kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet følger af tilbudet eller svaret eller af handelsbrug eller anden sædvane.

Her har Jan Andersen da ret. Der foreligger ikke en kontrakt (aftale) med staten, for han har jo aldrig modtaget et tilbud. Da han aldrig har modtaget et tilbud, så kan han jo heller ikke svare på tilbuddet. Her skulle man tro, at Jan Andersen havde sat sig så meget ind i jura – han har jo brugt tre år – at det ville sive ind, at når man opholder sig i Danmark, så er man forpligtiget til at overholde landets love. Det står da Jan Andersen frit for at forlade Danmark, hvis der er noget, han er utilfreds med.

§ 6 handler bare om, at hvis man svarer ja til et tilbud, men foretager ændringer, så betragtes det som et nyt tilbud, som den oprindelige tilbudsgiver nu skal acceptere. Igen, så har Jan Andersen aldrig modtaget et tilbud, hvorfor han ikke kan ændre det.

I sit tredje punkt drager Jan Andersen GDPR ind i billedet, og han skriver:

Venstre citationstegn  GDPR artikel 6: Enhver behandling af persondata kræver samtykke.

Men står det krav i GDPR artikel 6?

Venstre citationstegn  1. Behandling er kun lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af følgende forhold gør sig gældende:

a) Den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål.

b) Behandling er nødvendig af hensyn til opfyldelse af en kontrakt, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelse af en kontrakt.

c) Behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.

d) Behandling er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale interesser.

e) Behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.

f) Behandling er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysninger, går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et barn. Første afsnit, litra f), gælder ikke for behandling, som offentlige myndigheder foretager som led i udførelsen af deres opgaver.

Næh, det kræver GDPR artikel 6 ikke. Det kræver, at mindst ét af forholdene gør sig gældende, og vi behøver da bare at konstatere, at litra e) gør sig gældende, og det er mig bekendt mindst ét forhold. Offentlige myndigheder behøver ikke borgernes samtykke for at registrere deres oplysninger, dog så længe myndighederne overholder reglerne i GDPR om, hvilke oplysninger der må registreres, og hvordan de behandles.

Gud ved, om Jan Andersen overhovedet har læst nogen lovtekster, da han brugte tre år på at sætte sig ind i jura?

Til sidst påkalder Jan Andersen sig FN’s menneskerettighedserklærings artikel 1 og 6.

Artikel 1 siger:

Venstre citationstegn  Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Der står, at alle mennesker er udstyret med fornuft og samvittighed. Enten så handler Jan Andersen imod FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder eller også, så er Jan Andersen slet ikke et menneske.

Artikel 6 siger:

Venstre citationstegn  Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

Hvis vi antager, at Jan Andersen er et menneske, handler han så ikke imod dette? Han erkender da ikke, at han har rettigheder og pligter efter loven? Han prøver da netop at sætte sig udover loven, men da staten sikkert overholder FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, så vil de anerkende Jan Andersen som et retssubjekt. Så klø på Jan Andersen, og anlæg sag mod staten!

Til sidst skriver Jan Andersen:

Venstre citationstegn  Dette er ikke oprør – det er afklaring.
Ikke protest – men position.
Jeg træder ikke ud af noget – jeg træder hjem i det, jeg altid har været: Fri.

Jan Andersen har helt ret i, at det hverken er et oprør eller en protest. Det er sådan set bare rent til grin, og det han sikkert vil være fri for, er nok den gæld, han er havnet i.

Udover, at det er meget tydeligt, at Jan Andersen intet kendskab har til jura, så er det voldsomt ironisk, at han faktisk prøver at umyndiggøre sig selv. Dermed ville hans handlefrihed i den grad blive begrænset. Måske skulle myndighederne overveje at umyndiggøre ham, så han kunne får en rigtig værge til at varetage sine interesser.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Pascal Bullan, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier