Endnu engang er Jan Andersen aka The Truth Teller på banen med et juridisk dokument, men denne gang er det juridiske dokument et ikke offentliggjort bilag til en erklæring, som Jan Andersen vil sende. Lørdag den 3. maj 2025 lavede han dette opslag om erklæringen og det juridiske dokument:
Hvis man læser hvad der står på Jan Andersens billede, så kunne man godt få den opfattelse, at Jan Andersen er gift med en mand.
I stedet for at læse, hvad der står på Jan Andersens billede, som han altid laver som en video, så lad os se på, hvad han skriver i opslaget.
Som sædvanligt roder Jan Andersen rundt i de juridiske begreber, og har ingen forståelse for dem. Det har jeg allerede redegjort for i tidligere blogindlæg.
Hans erklæring er så en opsigelse som værge for … sig selv??? Her er det værd at bemærke, at Jan Andersen skriver sin fødselsdato. Kan I huske, at jeg skrev i mit sidste blogindlæg om Jan Andersen, at jeg havde en lusket mistanke om, hvor hans 4-cifrede CIF-nummer kom fra? Hvis man kombinerer hans fødselsdato med hans CIF-nummer, tænk engang! Så får man et gyldigt cpr-nr. … Fjols!
Det store spørgsmål er så, om Jan Andersen har en kontrakt på, at han er indsat som værge for … sig selv??? Nej, selvfølgelig har han ikke det, så han kan ikke opsige en stilling, som han aldrig har haft.
Alligevel så kræver han 32.000 kroner månedligt fra sin fødselsdag i 1968. Selv i dag er 32.000 kroner månedligt en god løn, men hvad svarede 32.000 kroner i 1968 til i nutidskroner:
Man kan også regne den modsatte vej på Oldmoney.dk og se, at 32.000 kroner i 2025 svarede til 3.240 kroner i 1968.
Mon ikke Jan Andersen har glemt lidt lønudvikling og inflation i sine beregninger?
Han skriver så, at den fiktive løn bliver til 21.504.000 kroner fra den 22. juli 1968 til den 1. juni 2025. Det gør den så ikke, for Jan Andersen har glemt perioden 22. juli 2024 til 1. juni 2025. I virkeligheden bliver den samlede fiktive løn 21.856.000 hvis vi antager, at den fiktive løn skulle udbetales den 22. i hver måned.
Han skriver så, at de 21.504.000 skulle blive til ca. 410.407.728 kroner ved en årlig rente på 6%, men bliver det nu også det?
Næh, det gør det ikke! Det giver 165.204.017 kroner efter 56 år ved en årlig rentetilskrivning på 6%. Som en kontrol indsatte jeg også tallene i den almindelige formel for rentetilskrivning på opsparinger, der siger:
An = b x ((1 + r)n – 1)/r
Hvor An er saldoen efter sidste indbetaling, b er ydelsen (32.000 kroner), r er renten i decimaltal (0,00487) og n er antal indbetalinger (12 x 56 år = 672). Bemærk, at man må omregne den årlige rente til en månedlig rente i formlen. 6% årligt svarer til 0,487% månedligt. Når man indsætter tallene i formlen får man 165.402.395 kroner. Der vil dog være mere renters renter, når man beregner renterne månedligt, men tallet er tæt nok på.
Ganske som Jan Andersen ikke forstår jura, så fatter han vist heller ikke meget af rentesregning. Hvor i himlens navn han har de godt 410,4 mio. fra, aner jeg ikke.
Nu kommer vi så til det juridiske dokument, som Jan Andersen kun refererer fra. I det skulle Jan Andersen forklare, hvordan han er helt knækket sammen over, at “firmaet” STATEN og KONGEHUSET har stjålet hans identitet, og at han er blevet bedraget. Jeg tror imidlertid, at Jan Andersen er helt knækket sammen over, at tre af hans selskaber er gået konkurs, og tre andre er blevet tvangsopløst. Det er vist en mere nærliggende forklaring.
Eftersom Jan Andersen er helt knækket sammen, som ingen vist er uenig i, så kræver han 1,5 mia. kroner i erstatning, hvoraf han vil lave land for 500 mio. kroner. Ved en jordpris på 200.000 kroner pr. hektar, svarer det til, at han kunne købe 2.500 hektar, svarende til 25 km2, eller et område på 5 km x 5 km til at lave sit eget land på. Det ville så blive verdens fjerde mindste land. Kun Vatikanstaten, Monaco og Nauru er mindre.
Herudover vil Jan Andersen kræve sin indbetalte skat tilbage. Dog ikke 10% som han godt vil betale for at være en del af det “korrupte system”. Han glemmer da at kræve renter for det beløb, ligesom han har glemt at modregne skatten i sin løn som værge for … sig selv???
Han skriver, at han går forrest, men det gør han jo ikke. Der er andre i suverænitetsbevægelsen, der har sendt ublu regninger til Gud og hvermand, og har erklæret sig som udmeldt af systemet. Hvad har de fået ud af det? Ikke så meget som en bøjet ugyldig femøre! Højst en masse udgifter, besvær, tabte retssager og ofte en bundløs gæld.
Det mest imponerende er, at Jan Andersen rent faktisk regner med at få noget ud af det. Faktisk har han netop tilbudt at hjælpe til, hvis nogen vil udtræde af systemet, og opsige sin stilling som værge for … sig selv???
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Cytonn Photography, Unsplash