Rablende rablerier

Den 25. april 2025 slog Jimmi Roger Pedersen noget underligt noget op på Facebook:

Jimmi Roger Pedersen den 25. april 2025: Kære venner, skal vi lige tage en tilsyneladende uaktuel fra kassen... Mange ved nok vi er omgivet af pirater under 'Maritime Law' defineret ved 'Blacks Law Dictionary'. Det er derfor vi har et borgerskab eller citizenship, enhver retssal indrettet som et skib, og politiet altid først 'venligt' spørger om de må have lov til at se dit kørekort/ID. På den måde indgår du en kontrakt som din stråmand eller død/virksomhed i søens lov på land. Således er din dåbsattest din dødsattest fordi du tilskrives et 'efternavn' i kapitaler(kapitaliseret), og du derfra fx også kan beskattes. På karikeret vis fortæller banditterne (det skal de) os det gennem fx Anders And, som er fattig, og Joakim von And (af Andeby) som er rig. På samme måde har fx kongen og dronningen ikke noget efternavn, fordi de er 'levende'. Før har jeg vist at fx forlaget Egmont symbolsk set har et skib på toppen af deres bygning (se billede). Ligesom fx bygningen Finanscenter/Danske (sand)Bank ved siden af Nationalbanken har en kommandobro øverst oppe (se billede). Egmont-skibet har en gangbro, med ur, over til Filminstituttet (en matrix/indbildning) på land. Husk på i (gen)skabelsen at det første er Guds ord – så vil man overtage rummet sætter man sig på det skrevne(manifesteret) ord, og skaber selv en verden, og på den måde afkobler folket fra den gudelige kraft (ydmyghed, respekt, moral). Tænk blot på at kalenderåret har 12 måneder mens året 13 nymåner - bare et lille bitte eksempel på sort magi og afkobling, i essens satanisme. Piraterne identificerer (erstatter) sig med Gud og ser sig som 'time-watchers', derfor uret. Udenfor rummet/vor verden findes ingen varme og derfor ingen tid, og derfor ingen materie. Ordet Egmont er lig 'ÆggeBjerget' - samme sted vor 'Jesus' altid kommer tilbage til (genfødt). Dette bjerg som findes (til tider) i centrum af verdenen, Nordpolen, og som danner et 'indre æg' i den arkade som beskytter os. Dette materiale/sten/glas/is er det ypperste helende og kraftfulde. Derfor har væsentlig byggeri fra en tid vor man (frimurerne før infiltration) byggede i pagt med naturen, en lysekrone gerne bestående af krystaller fra Eg'et - samme ord som Ægis, Æon, Age - en evighed på ca. 6.000 år inden den igen falder til jorden (humpty dumpty). Derfor går vi i Påsken på jagt efter påskeEg.Jeg ønsker alle ville forstå jordens form og cykli - først da kan man reelt blive fri.

Se opslag

Først tager vi en dyyyb indånding! … Vi slapper helt af! … Vi bliver et med vores omgivelser, og … fa’me om det hjælper! Man skal godt nok lede længe efter en gang fordrukken sludder og vrøvl, som det Jimmi Roger Pedersen fyrer af her.

Til opslaget vedhæfter Jimmi Roger Pedersen tre billeder af bygningerne, han skriver om.

I stedet for at prøve at få bare en smule fornuft ud af, hvad han skriver, så lad os bare gennemgå, hvad han skriver, og hvilke fejl han laver.

Lad os starte med, hvordan Maritime Law er defineret i Black’s Law Dictionary, for den er faktisk tilgængelig online:

Venstre citationstegn  Law governing sea or seaport bound actions conducted and commerce transacted. Registration, license, and inspection procedures for ships and shipping contracts, insurance and carriage of goods and passengers are included.

Kort fortalt er det den lov, der gælder til havs og ved havneaktiviteter, inklusiv registrering, tilladelser og inspektionsprocedurer for skibe og shippingkontrakter, forsikring og transport af gods og passagerer er inkluderet.

Maritim lov gælder sgu ikke til lands, og hvor fanden er de pirater, han fabler om? Er piraterne i virkeligheden “de onde de”, som konspirationsteoretikere altid fabler om?

Det er så begrundelsen for, at vi har et borgerskab (er det, det bedre borgerskab eller det dårligere?) eller citizenship. Altså på dansk har vi et skab, og på engelsk har de et skib (ship) eller hvad?

Det er også begrundelsen for, at retssale er indrettet som et skib??? Jeg har været i en del retssale, men ingen af dem lignede tilnærmelsesvis indretningen på Molslinjens færger.

Vi skal så ikke glemme, at det også er derfor, at politiet spørger venligt efter dit kørekort … eller ID … hvis man har det … ellers kan man jo bare oplyse sit navn, adresse og fødselsdato jf. retsplejelovens § 750.

Dermed indgår man en kontrakt som sin stråmand eller død/virksomhed i søens lov på land … Jamen, har vi ikke lige fastslået, at maritim lov ikke gælder til lands? Altså bortset fra, at sætningen slet ikke giver en hujende fis mening.

Og på magisk vis bliver ens dåbsattest til ens dødsattest, fordi man tilskrives et efternavn i kapitæler (går jeg ud fra han mener). Nu har jeg hele to fødsels- og dåbsattester. En fra 1964 hvor jeg blev døbt, og en fra 2012 hvor jeg blev udmeldt af Folkekirken. På ingen af fødsels- og dåbsattesterne er mit efternavn skrevet med kapitæler. Godt nok har mit efternavn stort begyndelsesbogstav som normalt, men resten er med små bogstaver.

Så må jeg vel antage, at min dåbsattest ikke bliver til min dødsattest … Puha! Så er jeg jo levende, og jeg behøver altså ikke betale skat.

Det fortæller “de onde de” os så gennem Anders And og Joakim von And … Vil det sige, at Carl Barks der opfandt Joakim von And, er en af “de onde de”?

Nu skal vi så se på Egmont, som han nævner flere gange.

Egmont skulle have et symbolsk skib på toppen af deres bygning, men bortset fra, at det minder en lille smule om et meget kantet skib set ovenfra, så er det bare en bygning. Egmont har også en gangbro med et ur til en anden bygning. Dette ur er placeret, da piraterne (“de onde de”) identificerer sig med Gud og er “time-watchers” … Og jeg som troede, det blot var for, at man kan se, hvad klokken er.

Nu påstår Jimmi Roger Pedersen så, at Egmont er lig “ÆggeBjerget” … Nej, det er ej! Egmont er et drengenavn, der betyder våben eller forsvarer. Mediehuset Egmont (tidligere Gutenberghus) er opkaldt efter grundlæggeren, der sjovt nok hed Egmont H. Petersen. Herefter har Jimmi Roger Pedersen en ret langt ude historie om bjerget, æg og hvor påskeægget stammer fra.

En anden ting Jimmi Roger Pedersen skriver, er også lodret forkert. Han skriver nemlig, at kalenderåret har 12 måneder, men 13 nymåner. Månen har en synodisk omløbstid på 29,53 dage, altså fra f.eks. nymåne til næste nymåne. Da et år er på 365,2425 dage, har vi i gennemsnit 12,37 nymåner om året. F.eks. er der kun 12 nymåner i 2025 og 2026.

Jeg har rigtig mange gange set, at konspirationsteoretikere tager en begivenhed her, og en begivenhed der, og så ser en sammenhæng mellem begivenhederne, som det kræver en helt specielt konspiratorisk tankegang at kunne se. Med andre ord, så forbinder de prikkerne med ikke eksisterende sammenhænge. Dette er imidlertid en af de gange, hvor hovedparten af prikkerne slet ikke eksisterer, og hvor sammenhængen derfor heller ikke eksisterer.

Det mest imponerende er, at der er flere i kommentarsporet, der synes godt om Jimmi Roger Pedersens opslag:

Annette Jensen: Nationalbanken er ved at blive renoveret og det vil tage flere år det samme med Børsen. Gad vide hvad det betyder? tak jimmi for alle dine kloge ord. - Love Bear: Ypperligt skriv...Tak, Jimmi - Finn O. Christensen: Flot, rammende og dygtigt skrevet - Lilian Hansen: Tak, fordi du deler ud af din viden. Dejligt at få det gentaget, du formulerer dig super fint. Tak - Smashing Provocateur: Rigtig godt skriv,med noget de færreste kan, eller vil forstå. Meget relevant for alle! - Erik Olsen: Tak for det fine skriv, som for det meste kunne have været mine egne ord... Jeg har som sikkert de flest gået i indoktrinens skole der ikke åbner døre til lyset men kun lukker.... Uden at vide præcist hvad det var, jeg prøvede at brænde skolen ned i fjerde klasse, fordi jeg mærkede at der var noget forkert ved den og at jeg skulle være der mod min vilje..... Det var vel min første åbenbaring eller modreaktion på samme, siden da er lyset bare blevet stærkere..... TRO er Satans udsagn / os pålagte følelse.... Og viden er TROENS fjende og vi kan kun TRO på noget vi ikke ved..... Hvis alle menneskene bare kunne tage sløret fra øjnene og se hvilken fantastisk skabelse vi er ville de også kunne se hvilket fantastiskt sted vi har fået stillet til rådighed..... Jeg høre tit mennesker sige, det tror jeg ikke på og hvorfor bekymre sig om alt dette vi har det jo meget godt og vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det.... så uanset hvor mange vi følges ad, går vi alene og skal træffe de afgørende beslutninger alene, alle vores sanser er vores vores følelser er vores vores tanker er vores og også måden vi håndtere dem på er vores alene..... Hvor mange med den viden de har agere stadige efter konditioneringens bedrag..... - Jimmi Roger Pedersen svarer Erik Olsen: Yep, tak for de gode og alt for sjældne ord! Har nu selv i årevis ikke 'troet noget' - ej heller benyttet det verbalt...... og livet ændres

Ingen skal bilde mig ind, at nogen forstår noget af alle de rablende rablerier, som Jimmi Roger Pedersen skriver her. Men så føler de sig vel som nogle af de få, der kan se den endegyldige sandhed, som vi andre ikke kan få øje på.

Jeg hæfter mig dog specielt ved Erik Olsens kommentar. Han skriver at han prøvede at brænde skolen ned i fjerde klasse … Det forklarer en del for Erik Olsens vedkommende … Okay, det forklarer også en del for Jimmi Roger Pedersens vedkommende, for han takker Erik Olsen for de gode og alt for sjældne ord … Han prøvede at brænde skolen ned for fanden!

Hvis man ikke ved det, så er Jimmi Roger Pedersen næstformand i det konspiratoriske parti Velstandspartiet Jorden Frihed Kundskab (JFK21), og hans opslag forklarer en stor del af årsagen til, at det går så dårligt for partiet.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Amador Loureiro, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier