De fleste vil nok mene, at vi har ytringsfrihed i Danmark, men har vi rent faktisk en grundlovssikret ytringsfrihed i Danmark?
Konspirationsteoretikere hævder jo, at vi ikke har demokrati i Danmark, blandt andet fordi ordet demokrati ikke er nævnt i grundloven. Derimod hiver de altid grundlovens § 2 frem, hvor der står, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Det vidner om, at konspirationsteoretikere ikke forstår, hvad indskrænket betyder, hvilket er en enorm indskrænkning i deres fatteevne.
Nu kommer vi så til et kæmpe paradoks, for konspirationsteoretikerne påstår jo, at vi ifølge grundloven har ytringsfrihed. Paradokset består så i, at ytringsfrihed slet ikke er nævnt i grundloven, så når vi ifølge dem, ikke har demokrati, fordi det ikke står i grundloven, hvordan kan vi så have ytringsfrihed, når det heller ikke står i grundloven? Når man gør disse konspirationsteoretikere opmærksom på dette paradoks, ja, så henviser de som regel til denne paragraf i grundloven:
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Som man bemærker, så er ytringsfrihed heller ikke nævnt i denne paragraf, men her kigger konspirationsteoretikere kun på den første del “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker,” men glemmer lige delen, der kommer efter kommaet “dog under ansvar for domstolene.” Det vil sige, at hvis der eksisterede en lov, der forbød negativ omtale af stegt lever, og at der var 10 års fængsel for at bryde loven, ja, så var det slut med at sige, at man synes stegt lever er ulækkert, med mindre man selvfølgelig ville risikere 10 år af sit liv, for at sige det.
Jeg har også mange gange set, at konspirationsteoretikere påstår, at f.eks. Facebook bryder grundlovens § 77, for de udøver censur, når de fjerner deres opslag. Her går konspirationsteoretikerne helt galt i byen, for den dag i dag, så er censur noget myndighederne udøver.
Da private, hvad enten det er en privat virksomhed eller en privatperson, ikke er en myndighed, så gælder grundlovens § 77 altså ikke for dem. Hvad enten det drejer sig om aviser, sociale medier eller en privat blog som denne, så er man ikke forpligtet til at viderebringe noget som helst fra andre, og man bestemmer helt selv, hvad man offentliggør eller fjerner. Det man offentliggør, skal så være inden for loven, da man ellers skal stå til ansvar for domstolene.
Man skal så også bemærke, hvad der står i paragraffen: “Censur og andre forebyggende forholdsregler…”
Censur er altså efter grundloven noget forebyggende. Dette bekræftes også af, at da paragraffen blev skrevet, var censuren en myndighed, der bestod af kongens embedsmænd, der skulle godkende alt, inden det blev udgivet.
Det ligger så indirekte i grundloven, at man skal kunne ytre sig så frit som muligt uden at frygte straf, men helt firkantet, så har vi ikke en grundlovssikret ytringsfrihed i Danmark.
I 1953 ratificerede Danmark Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), der i 1992 blev indskrevet i den danske lovgivning. Her slår artikel 10 fast:
Ytringsfrihed
Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Den er noget mere specifik om, hvad man må lovgive om, og hvad man specielt bemærker, er, at ordet censur ikke fremgår. Derimod er det specificeret, at man frit kan ytre sig “uden indblanding fra offentlig myndighed” i stk. 1. Dermed omfatter artikel 10 i EMRK heller ikke private virksomheder eller privatpersoner.
Grænserne for de specifikke undtagelser fra ytringsfriheden som er beskrevet i stk. 2, er det så op til domstolene, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at fortolke, for hvad er grænserne for, hvad der er “nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”
Der hvor mange konspirationsteoretikere går galt i byen, er, at de er overbeviste om, at deres evidensløse påstande er den endegyldige sandhed. Derfor tror de, at når de sociale medier fjerner deres opslag, så er det fordi, det er sandheden. De tror, at når en person render rundt, og kalder sundhedspersonale og andre personer i offentlig tjeneste for massemordere og landsforrædere, og direkte truer en person i offentlig tjeneste, så er personen politisk forfulgt, når han bliver retsforfulgt. Han fortæller jo bare sandheden. Problemet er bare, at personen ikke har skyggen af evidens for sine udtalelser, og så kan man altså godt lovgive om den slags udtalelser. Det er helt efter reglerne i både grundloven og EMRK, og har intet med politisk forfølgelse at gøre.
Langt hen ad vejen, så har man ytringsfrihed i demokratiske lande, som f.eks. Danmark. Der er imidlertid grænser for ytringsfriheden, og absolut ytringsfrihed eksisterer ingen steder. Den eksisterer heller ikke blandt konspirationsteoretikerne, hvor mange jo blokerer, blot fordi man stiller dem kritiske spørgsmål, siger dem imod, kommenterer eller sætter et like på et “forkert” sted. Det er ikke ulovligt at blokere folk på de sociale medier, men når de samme personer hyler op om censur og mener, at de har ret til at sige, hvad de vil, så klinger det temmelig hult og af dobbeltmoral.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Mikhail Nilov, Pexels
