Nu skal vi beskæftige os med noget, der først kom til mit kendskab i en kommentar på min Facebook-side. Her citerede en konspirationsteoretiker et opslag fra en af Jan Andersens mange Facebook-profiler, Jan Bussiness Andersen (det er ikke mig, der ikke kan stave til business):
Lad os først se på, hvad Bovaer egentlig er, så vi ligesom ved, hvad vi har med at gøre.
Bovaer er et fodertilsætningsstof, der kan reducere malkekvægs udledning af metan med op til 30% og kødkvægs med op til 45% ifølge producentens egne oplysninger. Bovaer blev godkendt som fodertilsætningsstof i april 2022 af EU-kommissionen på baggrund af en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 30. september 2021.
Bovaer indeholder stoffet 3-nitrooxypropanol, der alene på grund af navnet, må være mindst lige så farligt som dihydrogenmonooxid. I daglig tale kaldes stoffet blot 3-NOP.
Arla har så indgået et samarbejde i Storbritannien om at tilsætte Bovaer til malkekvægs foder for at nedbringe udslippet af metan. Det har så fået konspirationsteorimaskineriet til at rulle.
Jan Andersens opslag er blevet delt hele 3,6 tusinde gange, hvilket er noget af en rekord for en person, hvis opslag normalt ingen eller kun få delinger har. Faktisk har opslaget været delt af så mange, at TjekDet har nævnt det i et faktatjek af historien. Herudover er der praktisk talt ingen konspirationsteoretikere uden mangel på respekt for sig selv, der ikke har lavet opslag om Bovaer.
Her stopper vi op, for rigtig mange af konspirationsteoretikerne har som sædvanligt ikke fattet en bjælde, men kobler stoffet sammen med køernes prutter. Hvornår fanden går det op for de tosser, at køernes prutter ikke er problemet. Det er køernes bøvser, der er problemet … Hmmm! Måske der skulle tilføres lidt Bovaer til konspirationsteoretikernes mad, så vi kan reducere noget af det gas, de lukker ud.
Det konspirationsteoretikerne fokuserer på, er, at der på indlægssedlen til 3-NOP står, at stoffet “kan skade den mandlige fertilitet og reproduktionsorganer, og kan være potentielt farligt ved indånding samt give hud- og øjenirritation.” Som det fremgår af TjekDets faktatjek, så gælder det imidlertid kun for de arbejdere, der producerer og håndterer det rene stof, mens stoffet i det færdige foder er så fortyndet, at det ikke udgør en fare.
Nogle af påstandene kører så på, at 3-NOP kan findes i mælken. Som det også fremgår af TjekDets faktatjek, så nedbrydes stoffet imidlertid allerede i køernes vom, der er den første af koens i alt fire maver. Mælk fra køer der får 3-NOP i foderet, kan slet ikke skelnes fra mælk, der kommer fra køer, der ikke får tilsat 3-NOP i foderet.
Herudover kommer en række påstande om, at 3-NOP kan give DNA-skader, kræft og fødselsdefekter, hvilket er påstande, der er trukket ud af røven.
I vanlig konspirationsteoretikerstil, så skal Bill Gates også lige blandes ind i det, men Bill Gates har slet intet at gøre med udviklingen af Bovaer, hvilket fremgår af et faktatjek fra BBC. Hvis Bill Gates og hans fond skulle have doneret penge i udviklingen af Bovaer, så ville jeg personligt se det som yderligere et kvalitetsstempel, men konspirationsteoretikerne skal som sædvanligt kæde det sammen med myten om, at Bill Gates vil depopulere verden, og at han er en superskurk. I virkelighedens verden er Bill Gates rent faktisk i stand til at udgøre en positiv forskel her i verden, hvilket er i stærk kontrast til konspirationsteoretikerne, der blot er i stand til at udgøre en negativ forskel, ved deres konstante spredning af misinformation.
Som det er vanligt for konspirationsteoretikere, så skal der naturligvis kaldes til boykot, og denne gang er det så Arla, der står for skud. Igen på grund af misinformation og tossede konspirationsteorier. Det utrolige er faktisk, at nogle mennesker kalder sig “vågne”, men rent faktisk snorksover, og ingen kritisk sans har, for det de læser og deler på nettet.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: cottonbro studio, Pexels