Dan den Hellige

Så er fanden løs i de “vågnes” hellige ekkokammer. Bare se denne video med Dan den Hellige himself. Jeg skal dog advare mod meget skadelige bivirkninger i forbindelse med videoen. Udover den fremherskende forudsigelighed, har den en meget sløvende effekt, så man risikerer at falde i søvn. Det er derfor på egen risiko, at man ser videoen:

Han slutter så videoen af med en af sine egne 80’er-inspirerede popmelodier, der næppe vil havne på hitlisterne.

Men hvad er Dan den Hellige, så oppe at køre over denne gang? Jo, han er forarget over, at sexlegetøj nu finder vej til danske supermarkeder. Han påstår i videoen, at sexlegetøjet vil blive anbragt i børnehøjde, men kan det nu også passe? Lad os lige se, hvad der er op og ned i denne sag.

Nyheden blev først bragt af Avisen Danmark, men er efterfølgende blevet bragt af mange andre medier.

Lad mig starte med, at citere fra artiklen:

Venstre citationstegn  I dag kan du købe voksen-legetøj overalt på internettet, du ser reklamer for det i tv og finder det på hylderne i Normal og sågar i Fleggaard over grænsen.

Der er altså allerede sexlegetøj på hylderne i Normal og Fleggaard lige syd for grænsen.

Hvori består nyheden så? Jo, Salling Group vil introducere et varesortiment med over 230 varianter af sexlegetøj online på Bilkas og føtex’ hjemmesider. Herudover vil der i lokale Bilka-butikker være et udvalg af 45 stykker sexlegetøj og fire i Netto-butikker.

Vi tager lige et citat til fra artiklen:

Venstre citationstegn  Markedsføringen og præsentationen af produkterne ude i butikkerne er så diskret som mulig, fortæller Anette Bøgh.

For eksempel vil kunderne i både Bilka og Netto møde sexlegetøjet i voksenhøjde på de øvre hylder.

Placeringen af sexlegetøjet vil altså være diskret, og vil blive placeret i voksenhøjde på de øvre hylder. Dan den Hellige fremstiller det imidlertid som om, at børn vil få stukket gummipikke og gummikusser i ansigtet, og taler om en øget seksualisering af børn. Det bringer ham naturligvis videre til Onkel Reje, John Dillermand og Priden.

Hov! Hvordan går det i øvrigt med borgerforslaget om Onkel Reje og John Dillermand, der udløber den 1. december 2024? Et forslag stillet af Isla Tusindstråle, og blandt andet med medstillererne Gyrd Ernstsen og Katjalivah Kammille Lunah Elleyhansen, i daglig tale Livah Sunshine aka Livah Graa Mørk.

Jo, det har i skrivende stund opnået 224 støtter.

Nu hører det med til historien om sexlegetøjet, at supermarkederne i årevis har solgt kondomer og glidecreme, så hvad er der galt i, at de nu sælger sexlegetøj, der ligger diskret gemt af vejen på de øvre hylder i voksenhøjde. Det eneste formål jeg kan se med Dan den Helliges video, er, at det skal skabe forargelse blandt hans følgere, hvilket også lader til at være tilfældet, når man læser kommentarsporet.

Nu har konspirationsteoretikerne allerede boykottet Salling Group to gange, men det bliver da spændende at se, om de vil boykotte Salling Group for tredje gang. Det kan jo også være, at det har den modsatte effekt, så de vil strømme i Bilka og Netto for at købe gummipikke og gummikusser, for det lader da til, at de ser sex og seksualisering alle steder, men ikke selv får noget.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Anna Shvets, Pexels

Del på sociale medier