Vi skal se på et opslag af Martin Tidsvilde, manden der ikke forstår grundloven. Dette opslag kan måske give os en nærmere forståelse af, hvorfor han ikke forstår grundloven, for han kan tilsyneladende ikke engang læse og forstå en simpel tekst:
I opslaget påstår Martin Tidsvilde, at Danmark ikke er et demokrati, for så ville vi være en republik. Som dokumentation for denne påstand vedhæfter Martin Tidsvilde et skærmbillede af et Google-resultat, hvor der står:
»Republikken opfattes normalt som en demokratisk statsform, …«
Her står, at en republik normalt opfattes som et demokrati, men hvad der ikke står, er, at et demokrati altid er en republik. Dermed kan det ikke udelukkes, at et monarki kan være et demokrati.
Så forsætter Martin Tidsvilde sine påstande med at hævde, at vi kalder vores styreform for repræsentativt demokrati, for det ser bedre ud, end at kalde det et monarki. Hvad står der videre i Google-resultatet?
»idet præsidenten enten er udnævnt ved direkte folkelige valg eller ved repræsentanter for folket, …«
Men er det ikke netop repræsentativt demokrati, som republikker som Island, Frankrig og USA har? Folket vælger da en præsident, til at repræsentere sig, ligesom de vælger repræsentanter for sig i deres lovgivende forsamlinger. Den eneste forskel på et monarki og en republik er, at regenten er byttet ud med en præsident. I Danmark har regenten imidlertid slet ingen politisk magt, hvorfor vi rent faktisk har mere demokrati end i mange demokratiske republikker. Selv hvis regenten benyttede sin ret i grundlovens § 14 til at udnævne og fyre ministrene, så kræver det stadig 90 mandater i Folketinget for at få noget indført.
Det skal også bemærkes, at vi ikke blot har monarki i Danmark. Vores regeringsform er indskrænket-monarkisk jf. grundlovens § 2. At den næsten er fuldstændig indskrænket fremgår af grundlovens §§ 12, 13 og 14. Der er imidlertid ingen regenter siden Christian X udløste påskekrisen i 1920, der har gjort brug af § 14 til at udnævne og afskedige ministre. Man har fulgt den kongelige undersøgers/statsministerens indstilling.
Hvis man har bare en lille smule juridisk indsigt, så kan det nemt udledes af grundloven, at vi har repræsentativt demokrati. Men når man har at gøre med personer, der ikke engang kan læse og forstå en simpel tekst, så kan man nok ikke forvente det store.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Martin Auge, Pexels