Konspirationsteoretikere, og specielt dem der tilhørte den nu afdøde, såkaldte “frihedsbevægelse”, råber konstant op om censur, og himler op, hvis Facebook fjerner et af deres opslag.
De anser, at det er en indskrænkning af deres ytringsfrihed, men lad os lige stoppe op, og se på, hvad det helt præcis er, som konspirationsteoretikerne henviser til.
Det er først og fremmest grundlovens § 77, der siger:
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Her skal man bemærke bemærkningen “dog under ansvar for domstolene.” Det betyder, at man kan ytre sig frit, dog inden for lovens rammer. F.eks. må man ikke komme med trusler om vold eller død, eller komme med injurierende udtalelser om personer, f.eks. beskyldninger mod en person, hvor beskyldningerne ikke kan bevises. Herudover kan man være underlagt tavshedspligt i forbindelse med sit erhverv. F.eks. må en læge jo ikke plapre ud med hvad som helst om en navngiven patient. Overtræder man nogen af de begrænsninger, der ligger i loven, kan det få retslige konsekvenser.
Allerede der ligger der således en vis begrænsning af ytringsfriheden.
Det er så sjældent det, som konspirationsteoretikerne henviser til. De mener derimod, at f.eks. Facebook udøver censur ved at fjerne deres opslag og/eller begrænse deres profil.
Det de glemmer, er så, at det de kalder censur, ikke nødvendigvis er det samme som det der menes i loven, eller det som ordet rent faktisk betyder.
Grundlovens § 77 stammer helt tilbage fra 1849, og før den tid bestod censuren af kongens embedsmænd, der gennemgik bøger, blade, aviser m.m. inden de udkom. Hvis de skønnede, at det ville kongen ikke bryde sig om, så forlangte de det fjernet, inden en udgivelse kunne finde sted.
Det er den form for censur, der ikke kan indføres igen. Altså at en offentlig myndig ikke kan udøve censur.
Dagens definition af ordet “censur” ændrer faktisk ikke ved det. Den siger:
kontrol der indebærer at formidlingsprodukter som fx film, aviser, bøger eller breve undersøges kritisk af en myndighed og evt. tilbageholdes eller kræves redigeret før de når modtageren – ofte ud fra politiske eller moralske hensyn
Censur er altså noget der bliver foretaget inden udgivelsen, og skal udføres af en myndighed.
Da private aktører som Facebook eller aviser ikke er en myndighed, kan de altså selv vælge, hvad de tillader.
Se, nu kommer dobbeltmoralen ind, for hvad er det mange konspirationsteoretikere gør? Nåh ja, så snart de bliver sagt imod eller der stilles ubehagelige spørgsmål, så bliver man blokeret på stedet, også selvom det sker i god tone.
Nogle af de hurtigste på blokeringsknappen er Connie Ringgaard, Danmarks mest forhadte person, og Vibeke Manniche, der er læge og har en ph.d. Nogle gange kan selv et like et sted de ikke bryder sig om medføre, at man bliver udelukket.
Når det kommer til at råbe højest om censur, så tager Vibeke Manniche prisen. Hun har sågar skrevet en bog om, hvordan hun bliver censureret af alt og alle, skønt hun har blokeret den halve befolkning på Facebook:
Hun forstår tilsyneladende ikke, at grunden til, at hun ikke kommer i avisen eller andre medier, er fordi hun ikke har noget klogt at sige. Der er absolut ingen, der tager hende alvorligt.
Problemet med mange af disse konspirationsteoretikere, der får deres opslag fjernet, er, at de tror, de sidder inde med den endegyldige sandhed. De kan ganske enkelt ikke se, at grunden til, at de bliver begrænset, er, at de spreder misinformation. Tværtimod ser de det som om, at de har ret, og at “de onde de” vil forhindre dem i at sprede deres “sandhed”.
Når det kommer til angreb på andre, så er mesteren Connie Ringgaard. Ofte er det set, at hun har opfordret sine følgere til shitstorm mod personer. Blandt andet var hun den bærende kraft i “korstoget” mod Onkel Reje, der heldigvis har givet bagslag. Onkel Reje er mere populær end nogensinde.
Herudover er der en anden tendens. Nemlig, at man masseanmelder personer eller disses opslag til Facebook.
Personligt har jeg tidligere set mange forsøg på at lukke min Facebook-side. Ikke blot ved at opfordre til anmeldelse af et specifikt opslag, men med opfordringer til at anmelde alt, både siden og alle opslag.
Men strider det ikke mod min ytringsfrihed? Det virker lidt som om, at ytringsfriheden kun gælder den ene vej for konspirationsteoretikere … men de kender selvfølgelig også den endegyldige sandhed. Dobbeltmoralen er igen herskende.
Senest har jeg dog oplevet noget nyt. Det er specifikke opslag, der imidlertid har en del tilfældes. De omhandler alle den samme person, jeg kalder hende sølvpapirhat, og så klinger hendes kaldenavn, som jeg har givet hende, af en ost til blandt andet pasta.
Dette har medført, at jeg siden den 3. januar 2024 har fået fjernet tre opslag.
Hun har imidlertid glemt, at jeg har denne blog, for her har jeg nemlig offentliggjort dem. Og denne gang bliver de indekseret af Google og andre søgemaskiner.
Man skal huske på, at når man selv er svinsk i munden, så skal man kunne tåle at få bare en smule igen. Ellers er man dobbeltmoralsk.
Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.
Top foto: Alina Sofia, Unsplash